Blackbird (2012)

Overbevisende spillefilmsdebut af manuskriptforfatter og instruktør Jason Buxton. "Blackbird" gengiver på fineste vis en 16-årig drengs sjælekvaler på en rejse ud i et kaos, som han på ingen måde har fortjent. For hovedpersonen Sean Randalls sværmeriske flirt med hævn er blot dagdrømmeri. Men det forstår myndighederne sig ikke på.

Et mobbeoffer

Sean bor alene med sin far. Moren er for længst bakket ud og er ikke meget bevendt, faktisk interesserer hun sig overhovedet ikke for sin søn. Med sin passion for dødsmetal og klædt i kejtet punktøj er Sean et lidt for oplagt offer for mobning, og det er i denne kontekst, at han leger med tanken om hævn.

Alvorlig mistanke

Pludselig møder politiets indsatsstyrke talstærkt op, og snart er Sean under alvorlig mistanke, og han havner i varetægtsfængsling blandt andre unge. Det bliver langtfra noget nemt ophold, for de medindsatte er ikke venligt stemte, og hjælpen udefra er heller ikke ligefrem overstrømmende.

Teenage-indsigt

Buxtons film er præget af en stor mental indsigt i teenagerens verden, og i Connor Jessup har han fundet en meget troværdig dreng til den trængte hovedrolle. Med dyb og koncentreret fokus på det bagvedliggende drama, som Sean gennemlever, står "Blackbird" stærkt gennem hele den bumpede udvikling.

Kuldegysende klaustrofobi

Det ubehagelige fængselsophold spiller en central og bærende rolle i filmen, og her er den troværdigt kuldegysende klaustrofobi væsentligt medvirkende til, at dramaet går under huden. Her får Connor Jessup samtidig filmens allerstærkeste modspil fra den kyniske jævnaldrende, Trevor, spillet med en kraftfuld udstråling af Alex Ozerov.

Dødsmetal som underlægning

Musikunderlægningen kan ind imellem blive for anmassende, men flere af passagerne er samtidig en del af filmens handling, i det Sean iført sit punkkostume hører en hel del dødsmetal.