Kong: Skull Island (2017)

    En militærenhed fører en gruppe videnskabsfolk ind bag en kronisk hærgende storm til et hidtil uudforsket dyr. Det bliver langtfra en ufarlig mission.


    ER DET EN ABE?

    Sur megabe, men god nok på bunden. Det må et efterhånden kraftigt decimeret hold videnskabsfolk under militærbeskyttelse erfare i mødet med gorillaen Kong, da de endelig har fået fast grund under fødderne på den hemmelighedsfulde Skull Island. Er det en abe? spørger en af de småbøvede soldater, da Kong første gang toner frem i sin jættefigur. Og ja, det er det.

     

    Videnskabens tarv

    Det vildfarne og kuldsejlede hold er splittet mellem på den ene side videnskabens tarv og på den anden side militærmandens øje-for-øje-mentalitet. Kan Kong reddes? For der står vist mere på spil end som så. Et helt økosystem er i fare for at ramle, og hvad kan det ikke føre med sig?

     

    Outreret heksekedel

    "Kong: Skull Island" er som ventet en outreret heksekedel af en eventyr-actionfilm. Fra ende til anden højtbelagt med uroligt flakkende klip, hektisk fragmentarisk kameraføring og oceaner (og atter oceaner) af underlægningsmusik. Der er bogstavelig talt ikke et øjeblik, hvor tilskueren er overladt til sin egen fantasi, og det trætter i længden.

     

    Decideret kedeligt

    Værre er det dog, at den tiltænkt højintense spænding mister grebet om sin egen rod: på trods af den evigt tiltagende ekstreme fortællestil, bliver filmen faktisk decideret kedelig, og de klimaktiske scener, hvor forhistoriske dyr kæmper på liv og død er trukket uendelig langt ud.

     

    Udtalte sterotypiseringer

    På den menneske-primale side er stereotyperne udtalt herskende, og det fremkalder også et par slet skjulte gab, at der ikke er så meget som en lille smule fornyelse at hente i det forudprogrammerede genre-typegalleri. Således har vi den flotte, firskårne sporhund med perfekt trænet overkrop bag den hårdt udspændte polyester. Der er den sammenbidte sorte militærmand - og to kvinder (hverken mere eller mindre) gør det ud for modvægt til den ellers totale overvægt af testosteron.

     

    Svært at fastholde interessen

    I perioder fungerer Kong-underholdningen forbilledligt, men det er desværre meget svært at fastholde interessen filmoplevelsen igennem, og det præger i høj grad helheden. 



    Anmeldt i 2017 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2024

    Fakta om filmen

    2017, Kina, Australien, Canada, USA, Action, Eventyr, Fantasi, Dyr på film, 118 min.

    Dansk titel: Kong: Skull Island
    Instr: Jordan Vogt-Roberts Prod: Alex Garcia, Jon Jashni, Mary Parent, Thomas Tull Manus: Dan Gilroy, Max Borenstein, Derek Connolly Foto: Larry Fong Klip: Richard Pearson Mus: Henry Jackman