Mahana (2016)

Her kaster den new zealandske Hollywood-instruktør Lee Tamahori sig over det potentielt jordnære. Med den meget smalle film, "Mahana", der på dansk har fået titlen "Patriarken", er Tamahori i hvert fald på national hjemmebane. Mere tvivlsomt er det, om han formmæssigt er på hjemmebane: "Mahana" er nemlig ikke den vellykkede film, man havde håbet på.

Svaghedstegn

Hvor Tamahori viste dramatisk og actiondrevet tæft i stort anlagte kiosk-baskere som The Edge (1998) og James Bond-filmen Die Another Day (2002), er fremdriften i det hjemlige drama om patriark-bedstefars vilje overladt til en mere psykologisk båret dramaturgi-kurve. Og det er hér, Tamahori viser svaghedstegn, for den dybereliggende nerve bliver ikke tilnærmelsesvis blottet - hertil er fortællestilen ganske enkelt for mainstream.

Årelang fejde

New Zealand, 1960erne. To Maori-fårehyrdefamilier er livslange fjender med rivaliserende forretninger. Mahana-familiens yngste søn, 14-årige Simeon, vil gerne arbejde i marken sammen med mændene, men familiens overhoved, den traditionsbundne bedstefar Tamihana, beordrer at han skal blive hos kvinderne på familiens gård. En dag opdager Simeon et gammelt fotografi, der måske kan afsløre sandheden bag den årelange fejde mellem Maori-familierne. Kommer sandheden frem, sætter Simeon ikke kun sin egen fremtid på spil, men hele sammenhængskraften for den tæt forbundne Mahana-familie.

Arketyper

Mainstream-slagsiden kommer til udtryk på flere narrative parametre. Først og fremmest udvises der ikke overskud til at gå i dybden i karaktertegningerne, der i stedet bliver til alt for højtbelagt stereotyp-smørebrød i en uklædligt melodramatisk spillestil. Hermed skæres patriarken og hans efterhånden splittede familie ud efter arketypernes glansbilledbog.

Malplaceret musik

Helt ud af balance kommer filmen for alvor, når den rørstrømske og mærkværdigt malplacerede underlægningsmusik pludselig tager styringen. Flere gange undervejs håber man, at en naturskøn eller mellemmenneskelig højdramatisk scene får lov at spille den tavse skala ud på mere ærlige præmisser, men gang på gang sætter musikken ind, komplet med sang og beat - og det er bestemt ikke kønt.

De helt store armbevægelser

"Mahana" er således de helt store armbevægelsers fortælling, forklædt som smal kunstfilms-lignende auteur-forsøg fra Tamahori. Der er for langt mellem den dybe oprigtighed, og når den opstår, er den ligeså hurtigt fordampet igen. Det naturskønne islæt havde man håbet på langt mere af, men filmen dyrker først og fremmest 14-årige Simeons meget voksne oprør i en melodramatisk opsætning.