Glassland (2014)

Ganske godt forsøg udi portrætkunst af alkoholspøgelset på film. Unge Gerard Barrett har både skrevet og instrueret Dublin-dramaet om Toni Collettes Jean, der er godt i gang med at drikke sig ihjel. I det selviske projekt er hun komplet ligeglad med sine børn, men sønnen John bliver alligevel ved og ved med at samle hende op fra nærved fatale branderter. Kan han ændre hendes mission?

Realisme

Stilen er godt og grundigt realistisk, måske også for realistisk, hvis film overhovedet kan blive det. I hvert fald lykkes det ikke helt Barrett at tæmme sin egen barske historie, og det højdramatiske tema bliver lidt for udtværet i længden.

Melodrama-tendenser

Det bliver lidt for selvsmagende, selvransagende og selvsørgerligt - og så er vi ude, hvor det ind imellem kan være svært at bunde, og hvor der går for meget melodrama i sagerne. Samtidig føler man sig ind imellem af samme årsag hægtet lidt af det ellers komplet intense drama.

Fine præstationer

Men hovedstammen i filmoplevelsen er ægte nok, båret primært af to meget fine præstationer af Toni Collette og Jack Reynor. Og så den ærlige fortællestil, der er præget af håndholdt ægthed og et lyddesign på det virkelige livs præmisser: her er fx slet ingen filmmusik (på nær mystiske to minutter hen imod slutningen.)

Universel alkohol-problematik

Den universelle alkohol-problematik er i således det store og hele oprigtigt og troværdigt indrammet, og i de allerstærkeste scener rejser de små hår sig hist og her. Men det er ikke en konsekvent virkning, og "Glassland" mangler den sidste føling med grænser for at brænde helt og decideret igennem.