Tutti a casa - Power to the people? (2017)

Den filmskoleuddannede dokumentarist Lise Birk Pedersen graver her dybt i moderne italiensk politik og det mulige håb, som nationen kan klynge sig til med det nye politiske projekt, Movimento.

Ikke kedeligt...

Man kan sige meget om italiensk politik, men kedelig er den ikke, og dét har Pedersen helt rigtigt fået øje på. Portrættet af Berlusconis mulige fald og efterfølgere er i hvert fald fuld af fremdrift og dokumentarfilmisk elegance.

Faktuelle perspektiveringer

I en blanding af interviews, flue-på-væggen-optagelser og faktuelle perspektiveringer former "Tutti a casa" sig i vid udstrækning efter dokumentarfortællingens form-bibel, men der er stadig fine og mere personlige vinkler på virkelighedens melodramatiske voksen-børnehave.

Politikere er også mennesker

Filmen opleves som afrundet, netop fordi de implicerede politikere gøres til mennesker, og det klæder oplevelsen, at der er stof til eftertanke også i dette aspekt, så der ikke kun er tale om en rendyrket politisk dokumentation.

En smule for lang

I længden kan dokumentaren synes en kende for repetitiv og dermed en smule for lang. Lydsporet er generelt i fin balance, og det fungerer rigtig godt at lægge barokmusik ind over de ofte barokke begivenheder - mere generende og unødvendig forekommer anvendelsen af originalmusik.

Befolkningens stemme

Det helt store spørgsmål, der allerede stilles i filmens titel, er, om politik - både i Italien og resten af verden - er på vej i en (endnu) mere demokratisk retning. I hvert fald er det italienske tiltag ude i flere forsøg med inddragelse af befolkningens stemme - og det er tankevækkende.