Blood Father (2016)

Helt efter genrebogens ti bud og uden overraskelser serveres her en fransk-produceret, amerikansk actionfilm med en langskægget, hærget Mel Gibson i titelrollen. I flere år har han levet i uvished: Hvor er teenagedatteren Lydia blevet af? Imens har han brugt meget af sin energi på at lægge flasken og komme sig ovenpå et længere fængselsophold.

Brug for farmand

Men så melder Lydia sig pludselig. Hun har brug for farmand, og det skal snart vise sig, at hun har nogle rigtigt grumme narkobagmænd efter sig. Så far bliver nødt til at trække i det blodige arbejdstøj igen for at forsvare poden, og så går den vilde jagt ellers gennem land og by.

Passabelt spillet

Ganske passabelt spillet og nydeligt teknisk eksekveret er "Blood Father" en blandt rigtig mange actionfilm, der har en solid bund, men som savner både opfindsomhed og gnist i retning af bare et gran af fornyelse. Rent plotmæssigt er filmen tarveligt stereotyp, og det er kun på grund af særligt Mel Gibsons karismatiske spil, at flere af scenerne ikke havner i en decideret sump.

Professionelt stykket sammen

Usandsynlighederne står i stigende grad på nakken af hinanden, hvilket ville have fungeret i en bedre balanceret historie, men hér vender man mere øjnene mod himlen end klapper i de små actionhænder. Jovist, det er professionelt stykket sammen, men glimtet i øjet halter langt bagefter, selvom en vis portion humor er tilstræbt - særligt i det anspændte far/datter-forhold.

Stemningerne styres

Sven Faulconers musik styrer stemningerne i sikker havn gennem hele filmen. I det hele taget er der aldrig tvivl om udfald eller udviklinger i "Blood Father", der søger og leverer underholdningsvaren, men uden ret meget mere end det helt igennem forventelige.