Little Men (2016)

Instruktør Ira Sachs brænder her for alvor igennem med et jordnært coming of age-drama, baseret på sin egen og Mauricio Zacharias' fine historie. Det er en fortælling om både børne- og voksenskæbner men centreret om de 13-årige drenge, Jake og Tony, der hurtigt former et herligt og oprigtigt venskab, da Jake og hans forældre flytter ind i Brooklyn-nabolaget.

Ærligheden som krumtap

Sachs, der kiksede noget med Thure Lindhardt-homodramaet, Keep the Lights On (2012), har her ærligheden som krumtap, og "Little Men" er, hvad den allerede i titlen giver sig ud for at være: en beretning om drengelivet på tærsklen til noget, der minder om voksenlivet - med alt, hvad det indbærer af ups & downs.

Betagende indføring

Kun sjældent sødladent former dette amerikanske indie-drama sig som en betagende indføring i den tidlige pubertets blandingsbutik af flygtige, sværmeriske og drømmeagtige hverdag. Jake og Tony er stadig børn, men samtidig er de små mænd og må lære på den hårde måde, at det stadig er de voksne, der bestemmer.

Nuancer i spillet

"Litte Men" lader Theo Taplitz og Michael Barbieri forme deres portætter af Brooklyn-livet indefra, og det mærkes, at teenagerne trives i Sachs' iscenesættelse. Det er ofte i de små nuancer i spillet, at den meget autentiske charme lyner ud af de talentfulde debutanter - og de får i meget fin balance modspil fra de voksne, særligt Greg Kinnear i en skøn rolle som kreativ far til Jake.

Bittersøde perspektiver

Dickon Hinchcliffes lidt for nuttede underlægningsmusik optræder heldigvis primært i filmens transportscener og intermezzi, men den stjæler også lidt for meget af opmærksomheden i et par kernescener af høj psykologisk intensitet. I helheden glæder man sig dog over den høje grad af jordbundethed i fortællingen - og det perspektiv, filmen byder op til ud af den bittersøde slutning.