Fat Kid Rules the World (2012)
En overvægtig teenager uden noget socialt liv starter et aparte venskab med en adspredt, småvanvittig fyr, der elsker at rive i en guitar.
OVERVÆGTIG SKÆVHED
Med den noget lalleglade titel er det nemt at blive afskrækket fra at stifte bekendtskab med substansen i denne film. Men substans er der, og titlen er misvisende. "Fat Kid Rules the World" er grundlæggende et tilforladeligt indiedrama, der kredser om overvægtige Troys op- og særligt nedture.
Ingen venner
Han har ikke nogen venner og overspiser sig til indre ro. Men så støder han på den energiske Marcus, der ganske vist er dybt utilregnelig og mærkelig, men som langsomt får lidt liv i den tykke teenager, så han begynder at tro på sig selv.
Urklassisk tema
Det er den helt klassiske også-grimme-mennesker-har-en-plads-i-livet-historie, som hér tages op på ny: Skuespilleren Matthew Lillard spillefilmsdebuterer som instruktør med denne filmatisering af K.L. Goings roman.
Interessant grundtone
Og det gør han egentlig meget pænt. Filmens grundtone er interessant og fredsommelig, som den ganske ublufærdigt går i flæsket på overvægtsklichhéerne – og, ikke mindre væsentligt, psykologien bag dem.
Dybe kriser
Her er Jacob Wysocki aldeles overbevisende i formidlingen af de dybe kriser, som han uden tvivl føler på egen krop, og som han er nødsaget til at lade blævre ud til offentlighedens skue.
Decimeret familieliv
I skildringen af det decimerede familieliv (Troy er alene med far og lillebror) bemærkes fine præstationer af Billy Campbell og Dylan Arnold, mens Matt O'Learys Marcus er en tand over the top hvad angår troværdighed (selvom utilregneligheden lyner hektisk i øjnene på ham).
En del musik
Der er en del musik filmens handling: Troy lærer at spille på trommer, efter han starter med at brække 15 kg chips ud over det hele af nervøsitet, og Marcus flår i sin elguitar. Herudover sovses begivenhederne desværre i temmelig høj grad ind i originalkomponeret musik, så meget af den potentielle stilhed og ærlighed går fløjten.
Udmattende totaloplevelse
Samtidig er historien ikke helt nem at blive klog på. Der flakkes for meget frem og tilbage, og helhedsoplevelsen afstedkommer af en form for udmattelse.
Anmeldt i 2016 af Tobias Lynge Herler
© Philm.dk 1992-2024
Fakta om filmen
2012, USA, Drama, Komedie, Teenagere, Musik, 98 min.
Dansk titel: Fat Kid Rules the World- Jacob Wysocki (Troy Billings)
- Matt O'Leary (Marcus)
- Billy Campbell (Mr. Billings)
- Matthew Lillard (Psychologist)
- Dylan Arnold (Dayle)
- Vivan Dugré (Waitress)
- Et angiver en særlig god præstation
- Et angiver en særlig dårlig præstation