Over the Top (1987)
En armlæggerfar, der ikke vil finde sig i sin søns rigmandsbedsteforældres snobberi, giver den gas med højrearmen og vinder en stor turnering.
PÅ TYND IS
Sylvester Stallone ("Sly") var ikke helt kry ved denne far/søn/armlægger-film, har han siden fortalt. Filmen kunne i hans optik med fordel være fortalt mere mørkt og med originalmusik i stedet for tidstypiske popsange.
Tynd historie
Sly har selv en del fingre med i spillet, blandt andet som medmanuskriptforfatter. "Over the Top" fortæller den (meget tynde) historie om langturschaufføren Lincoln Hawk, der har en døende kone på sygehuset og en søn, han ikke rigtig kender.
En muskelhistorie
Det med den døende kone er kun en meget vag sidehistorie, der aldrig bliver tilnærmelsesvis vedkommende. Det er først og fremmest en muskelhistorie, hvor farmand lærer sønnike et og andet om at spænde overarmen og overvinde frygt og mindreværdskomplekser.
Tiltagende fladpandet
Filmen udvikler sig i en tiltagende fladpandet retning, hvor den ene overarm så at sige tager den anden. Udtrykket "Over the Top" er armlægningsteknisk, og Lincoln Hawk kan noget med mullerne – det beviser han i den gennemsukrede slutning.
Feelgood-popsange i kø
Feelgood-popsangene står i kø som en slags dårlig camouflage for den substansløse historie og det heraf ualmindeligt halvhjertede skuespil. Filmen højnes blandt andet af sine pæne totalbilleder af de bjergrige egne, som Lincoln Hawk fører sin dieseldunstende lastbil gennem – en anden form for "Over the Top".
Anmeldt i 2016 af Tobias Lynge Herler
© Philm.dk 1992-2024
Fakta om filmen
1987, USA, Drama, Action, Sport, Biler på film, Bjerge på film, 93 min.
Dansk titel: Over the Top- Sylvester Stallone (Lincoln Hawk)
- David Mendenhall (Michael Cutler)
- Susan Blakely (Christina Hawk)
- Robert Loggia (Jason Cutler)
- Rick Zumwalt (Bob Hurley)
- Michael Fox (Jim Olson)
- Allan Graf (Collins)
- Ronnie Rondell Jr. (Guard)
- Norman Howell (Man)
- Brad Jacobowitz (Pedestrian)
- Et angiver en særlig god præstation
- Et angiver en særlig dårlig præstation