She's So Lovely (1997)

Da den højt skattede instruktør og skuespiller John Cassavetes døde i 1989, efterlod han sig bl.a. et manuskript, som denne film er baseret på. Instrueret af sønnike Nick Cassavetes var opmærksomheden for denne post mortem-"sensation" sikret på forhånd.

Strøget med hårene i Cannes
Og muligvis af samme grund blev filmen strøget med hårene på filmfestivalen i Cannes, hvor Sean Penn vandt for bedste skuespiller – og Nick blev nomineret til Den Gyldne Palme.

Svært at forstå
I dag er det endog meget svært at se, hvad der skulle kunne lede en fransk filmjury på disse tanker: "She's So Lovely" er en alt andet end meningsfuld, velspillet og veldrejet film.

Et utilregneligt tilfælde
Det er historien om det unge par Eddie og Maureen, hvor han er et psykisk og utilregneligt tilfælde, og hvor hun venter utålmodigt på, at han bliver sig selv igen.

Lovende start
Filmen begynder lovende med en fatal druk- og kissemissescene mellem Robin Wright og James Gandolfini. Hér er der egentlig høje forventninger til, at filmen kan dreje ind ad et interessant spor.

Det glade vanvid
Men så begynder det "glade vanvid" at tage over. En tendens, der tager til og efterhånden knækker filmen over til en ukendeligt rodet affære i grænselandet mellem falde-på-halen-komedie og psykologisk drama.

"10 år senere..."
Det hjælper ikke, at vi ca. halvvejs inde i filmen får et "10 år senere"-skilt stukket i hovedet. Nu vil filmen nemlig ind i materien på betændelsen Eddie. Han er nu ude fra institutionen, og Maureen er på forhånd fyr og flamme. For selvom hun nu er godt gengift med John Travoltas Joey, kan hun ikke glemme den flammende kærlighed fra dengang.

Nærmest en farce
"She's So Lovely" slutter nærmest som en farce, hvor begivenhederne centrifugeres rundt i et hektisk og dybt utroværdigt kammerspil tiltænkt at køre på kærlighedens præmisser.

Tiltagende besynderligt
Der er rigelig med stemningsdikterende jazzet underlægningsmusik, og det er generelt meget svært at bevare interessen for den tiltagende besynderlige film, hvor skuespillerne farer op og ned – ligesom handlingen.