La proie (2011)
En bankrøver bag tremmer med få måneder til friheden flygter for at redde sin kernefamilie fra en psykopat på fri fod.
OPTIMISTISK FREMDRIFT
Gang i butikken: "La proie" er fransk actionfilm à la Hollywood. Nonstop underholdning, hvor overdrivelser fremmer forståelsen, men hvor formlen virker trods de temmelig fantastiske udviklinger.
Noget går galt
Franck Adrien er bankrøver bag tremmer med få måneder tilbage til friheden, hvor lillemor og datter venter længselsfuldt. Men noget går galt. Korrupte fængselsbetjente arrangerer, at de rigtig slemme fyre kan banke Francks roomie, Jean-Louis, der er (påstår han) uskyldigt fængslet for voldtægt af en teenagepige.
Psykopat på fri fod
Da Franck blander sig i volden, får han uden videre seks måneder oveni hatten. Hvilket er noget værre møg, da Jean-Louis i mellemtiden er blevet løsladt. Han er nemlig psykopat og vil sikkert gå målrettet efter Francks kernefamilie...
Uendelig jagt
Så da Franck får chancen, flygter han over stok og sten – og politiet indleder en dramatisk jagt over de samme stokke og stene. Men Franck er snu (og hårdhudet!), og jagten synes at fortsætte i det uendelige.
I et jerngreb
"La proie" holder bogstavelig talt tilskueren i et jerngreb. Fængselsliv, flugt og konstant paranoia er meget effektivt skildret i flotte og bekostede actionrammer.
Uden selvkritik
Der er heller ikke sparet på filmmusikken, der buldrer løs fuldstændig uden selvkritik. Således er lydsiden ligesom billederne temmelig overskruet – det er ikke en film, der vil finde hvile, og det gør tilskueren heller ikke.
Ingen fine fornemmelser
Begivenhederne tilspidses, og filmen går til udviklingen uden de helt fine fornemmelser for troværdighed, eller også er man ligeglade i den store sammenhæng – "det er jo bare underholdning".
Ufrivilligt komisk
Det kan nærmest siges, at den evige flugt bliver lidt ufrivilligt komisk. Francks talrige fald fra nærved 100 meters højde ned på hård mark vidner nok mere om overdrivelse end om jernhård knoglestruktur. I helheden betager filmens kritikløst optimistiske fremdrift. Om ikke andet er dét da en bedrift i sig selv.
Anmeldt i 2016 af Tobias Lynge Herler
© Philm.dk 1992-2024
Fakta om filmen
2011, Frankrig, Action, Krimi, Børn på film, Fængselsfilm, Biler på film, Tog på film, 102 min.
Dansk titel: The Prey- Albert Dupontel (Franck Adrien)
- Alice Taglioni (Claire Linné)
- Stéphane Debac (Jean-Louis Maurel)
- Sergi López (Manuel Carrega)
- Serge Hazanavicius (Lafay)
- Caterina Murino (Anna Adrien)
- Et angiver en særlig god præstation
- Et angiver en særlig dårlig præstation