Spectre (2015)

Med Sam Mendes ved James Bond-roret får vi et øjeblik fornemmelsen af, at fortælleformlen kan have ændret sig lidt: Den første time af "Spectre" er nemlig præget af det skarpt stiliserede med fokus på brede formater uden omsvøb.

Larmende og uroligt
Men det ændrer sig, og James Bond film nr. 25 bliver larmende og uroligt (som modpol til stille og roligt) én mere af slagsen: Masser af ramasjang, filmmusik og usandsynligheder.

Forventelig udvikling
Det var naturligvis også ventet på forhånd. Det er jo også for farligt at afvige for meget fra formlen – så løber publikum velsagtens skrigende væk!

Vidt omkring
James Bond kommer sædvanen tro vidt omkring i sine optrevlinger af trusler mod verdensfreden. Denne gang er superskurken den åleglat højteknologisk funderede Blofeld, der er svær at løbe om hjørner med.

Flid og held
Men med flid og masser af held kan det være, at Bond alligevel får skovlen under de onde, så han i sidste ende kan redde både den labre dame og verdensfreden.

Beundringsværdig start
Filmens nævnte nedtoning i stil i den første times tid er beundringsværdig og modig. Her er den klare forventning, at "Spectre" bliver den første Bond-film, der for alvor tør afprøve en helt ny formel. Det kommer bl.a. til udtryk i rolig kameraføring, spartansk brug af underlægningsmusik og ofte mystificerende lyssætninger.

Fænomenal timing
Der er skub i actionsekvenserne med fænomenal timing, til gengæld er der ikke rigtig bid i skurkeportrættet, der ellers plejer at være et af Bond-seriens varemærker.

En skuffende skygge
Christoph Waltz er hér en skuffende skygge af sig selv i rollen som Blofeld. Som et plaster på såret glimrer Jesper Christensen i den ene korte scene, han er på lærredet.

Holder i mål
Efterhånden drukner "Spectre" i effekter og ikke mindst musik. Underholdningen holder helt i mål, og formlen er i det store og hele fulgt til punkt og prikke.