Terms of Endearment (1983)

Oscar-komiteen var ikke sen til at overdynge dette James L. Brooks-drama med nomineringer. Hele 11 af slagsen blev det til, og filmen rendte med 5 statuetter i 1984.

Drama af store dimensioner
Det er da også et drama af de helt store dimensioner, som Brooks satte sig i spidsen for. Filmatiseringen af Larry McMurtrys roman er præget af store linjer i en meget melodramatisk iscenesættelse.

Et anstrengt forhold
Mor og datter (Shirtley MacLaine og Debra Winger) har et noget anstrengt forhold, ikke mindst fordi mor er temmelig følelseskold og i det hele taget svær at blive klog på.

Livets facetter
Datteren flytter omsider fra byen med mand og børn, men erfarer at manden er hende utro. Og snart er der endnu værre nyheder i vente – "Terms of Endearment" kommer virkelig hele vejen rundt om "livets facetter".

To handlinger i én
Filmen følger morens og datterens tilværelser sideløbende, og tiden går, så der klippes med et par år eller tre som mellemrum. Det er filmens helt store problem, fordi denne krydsklipning tager al sammenhængskraft og tempo ud af handlingen.

Mellem to halve heler
Man ville hellere have fulgt en af skæbnerne med små afstikkere. Hér bliver tilskueren ført underligt rundt mellem to halve heler i stedet for at blive reelt forført af det potentielt betændt dysfunktionelle familiestof.

Højt niveau af skuespil
Tilbage er fornøjelsen ved skuespillets høje niveau. Både Shirley MacLaine og Jack Nicholson vandt fortjent en Oscar for deres portrætter af forkvaklet kærlighed i en ubestemmelig midalder.

Sødladen musik
Debra Winger er måske filmens allerbedste og desuden Oscar-nomineret. Til gengæld er Michael Gores tilsvarende Oscar-nominerede musik alt andet end god: Men den er ørehængende – sødladen, småvammel og udspartlende.

Små enklaver af intensitet
Der opstår små enklaver af intensitet i den komprimerede handling, men generelt hersker fornemmelsen af at være blevet snydt for en rigtig stærk filmoplevelse. Sammenhængskraften er ganske enkelt suget tidligt ud af projektet.