Snowtown (2011)

Grund til at klappe i de klamsvedte hænder, men også grund til at kigge væk og ryste på hovedet. "Snowtown" er baseret på virkelige australske hændelser og fortæller en komplet ufiltreret historie om vold, (serie)mord og sygelighed.

Lovende start
Hvad der begynder som en lovende og underspillet historie om ekstrem dysfunktionalitet kammer snart noget over i et uskønt – grænsende til det usmagelige – portræt af ultimativ ondskab.

Todelt filmoplevelse
Det former en todelt filmoplevelse, der lever højt på sin indføring i vanvid og forførelse, men som snart sidder i mudder til halsen i det overdramatiseret outrerede.

En umulig kamp
16-årige Jamie er den næstældste i en søskendeflok på fire, og han kæmper en umulig kamp for værdighed mellem morens skiftende kærester og en storebror, der voldtager ham på gulvet.

Dødbringende fascination
Men morens nye kæreste fascinerer Jamie. Han taler til ondskaben i teenageren og får stille og roligt vækket et monster i ham – og så er der ingen grænser for, hvor galt det kan gå...

Ikke for svage sjæle
"Snowtown" er absolut ikke en film for svage sjæle. Se den første time, der er stærkt fascinerende i portrættet af opgivende dumhed, misbrug og afmagt.

Voldsom slagside
Siden går filmen for meget i den anden grøft. Slagsiden er ganske enkelt for voldsom, og volden bliver grafisk i en grad, de færreste kan stå model til.

Nærværende stil
Fortællestilen er ærlig og nærværende, blandt andet med en diminutiv brug af filmmusik – igen i første halvdel. Lucas Pittaway overbeviser som Jamie, i det hele taget er skuespillet en af filmens stærkeste sider.

Ingen lyspunkter
Håbløsheden står malet ud over hele filmoplevelsen. Der er virkelig ingen lyspunkter. Det er mørkt, depressivt, ondt og helt igennem dødsensalvorligt.