Jurassic World (2015)

    To brødre havner i en alvorlig knibe, da en fortidsøgle går amok og sætter en forlystelsespark på den anden ende.


    ØGLESAFT

    Sammenhængende film:
    Jurassic Park (1993)
    The Lost World: Jurassic Park (1997)
    Jurassic Park III (2001)
    Jurassic World (2015)

    Jurassic World: Fallen Kingdom (2018)


    Fjerde kapitel i dinosaurus-sagaen kommer ikke som en overraskelse og blev da også endnu en gigantisk biografsucces. Det er åbenbart noget, publikum kan forholde sig til – forhistoriske kæmpeøgler!

    På øgleopdagelse
    "Jurassic World" centrerer sig, helt i tråd med sine forgængere, omkring et familietema. Denne gang er brødrene Gray og Zach på opdagelse i den enorme forlystelsespark, der har diverse dinosaurer som hovedattraktion.

    Brødre på togt
    Zach er storebror og er mest optaget af lækre chicks. Lillebror har endnu en barnlig nysgerrighed. De to overlades mere eller mindre til sig selv, da tante Claire med et vigtigt job i parken ikke har tid til at holde øje med dem.

    På den anden ende
    Imens går noget galt. En af giga-øglerne har udtænkt en plan, så den kan komme ud af buret. Snart er hele Jurassic World-parken på den anden ende, og ikke mindst Gray og Zach må tage benene på nakken i en etisk ladet flugt fra et gensplejset vanvid.

    Intet nyt under solen
    Således ikke noget nyt under solen, men "Jurassic World" er alligevel en hæderligt underholdende eventyrfilm på sine egne dumt forudsigelige præmisser.

    Upåklagelige effekter
    Det bunder først og fremmest i de stort set upåklagelige computereffekter: Nu er teknologien efterhånden forfinet, at selv dinosaurer ser helt "menneskelige" ud. Så pyt med at plottet er tarveligt, når bare det tekniske niveau er helt i orden.

    Saft i årerne
    Dén præmis holder selvfølgelig ikke helt vand, men helt grundlæggende er der nu saft nok i årerne til at bære dette fjerde øglekapitel i mål med begge giga-bagpoter solidt plantet i forlystelsesparkens plørede muld.

    Larmende filmoplevelse
    Der er enorme mængder musik til at akkompagnere de i forvejen ekstreme visuelle scener. Filmen er larmende, hvordan man end vender og drejer den. Blæst tilbage i både tid og biografsæde er der ikke overladt en kæft til fantasien, men underholdningen er hjemme.

    5’er i støbeskeen
    "Jurassic World" gør det lige tanden bedre end de to efterfølgere til den allerførste – og bedste – film i serien. Så nu starter vi på en ny runde, hvor "Jurassic 5" allerede er i støbeskeen med forventet premiere i 2018.



    Anmeldt i 2016 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2024

    Fakta om filmen

    2015, USA, Action, Eventyr, Science Fiction, Børn på film, Teenagere, 124 min.

    Dansk titel: Jurassic World
    Instr: Colin Trevorrow Prod: Patrick Crowley, Frank Marshall, Steven Spielberg Manus: Rick Jaffa, Amanda Silver, Colin Trevorrow, Derek Connolly Foto: John Schwartzman Klip: Kevin Stitt Mus: Michael Giacchino