Breezy (1973)
En rodløs ung kvinde fascineres af en ældre mand, og de to finder sammen trods den store aldersforskel.
EN UNGDOMSBRISE
Clint Eastwoods tredje film som instruktør er samtidig den første, hvor han ikke selv spiller med. Hvis der da lige ser bort fra, at han har en cameo på kajen.
Vellykket kærlighedsdrama
"Breezy" er et ganske vellykket kærlighedsdrama. Eastwood slipper godt af sted med iscenesættelsen af Jo Heims historie om kærlighed, der ikke kender nogen alder.
Lægger ikke fingre imellem
Breezy er en meget ung og tilsvarende billedskøn kvinde, der ikke lægger fingre imellem, når hun omgås nye og tilfældige mennesker. Hendes facon er pågående – og irriterende.
En sårbar kvinde
Den direkte facon gør hende også sårbar, og hun er tæt på at havne i noget rigtig skidt, da hun tomler i Californien. Heldigvis slipper hun ud af kniben, blot for at blive fascineret af den betydeligt ældre Frank Harmon, der tilfældigvis bor i nabolaget.
Et vanskeligt forhold
Og Frank lader sig ikke afskrække af Breezy, selvom hun nærmest invaderer hans hjem. Men til at begynde med ligger det bestemt ikke i kortene, at de to skal blive kærester.
Næserynker
Frank kunne nærmest have været Breezys bedstefar, og der skal blive rynket meget på næsen, når de to viser sig sammen, og det står klart, at de ligger i ske i deres fritid...
Ærlig tone
Eastwood etablerer en ærlig tone, der behændigt undviger både løftede pegefingre og etiske slagsider. Hermed står filmen stærkt og troværdigt i sit portræt af det umage par.
Billedet i fokus
Medvirkende årsag til filmens gennemslagskraft er ligeledes den meget diminutive brug af filmmusik. Billedet er i fokus, både af den smukke Breezy og hendes nobelt aldrende kæreste, men også af Californien som baggrundskulisse.
Glider af på overfladen
Det ærgrer dog, at kærlighedshistorien ikke helt safter nok. Der er masser af gode intentioner, men der bliver aldrig vist tænder, og hele denne del af filmoplevelsen glider pænt af på overfladen.
En forbløffet omfavnelse
William Holden er ellers stilfuldendt i form, da han forbløffet omfavner sin genfundne rolle som førsteelsker. Og Kay Lenz havde her sin stærke gennembrudsrolle – siden har karrieren ikke budt på det helt store.
Bagatelliseret film
"Breezy" gik ikke helt under radaren og blev nomineret til tre Golden Globes. Men det er utvivlsomt Clint Eastwoods mest bagatelliserede film. Mange fans undrede sig såre og havde ringe forståelse for Eastwoods ønske om at instruere en film, der brød med hans allerede fasttømrede image.
Anmeldt i 2016 af Tobias Lynge Herler
© Philm.dk 1992-2024
Fakta om filmen
1973, USA, Drama, Romantik, Biler på film, 106 min.
Dansk titel: Hun hed Breezy- William Holden (Frank Harmon)
- Kay Lenz (Breezy)
- Roger C. Carmel (Bob Henderson)
- Marj Dusay (Betty Tobin)
- Norman Bartold (Man in Car)
- Clint Eastwood (Man at Marina)
- Buck Young (Escort)
- Richard Bull (Doctor)
- Lew Brown (Police Officer)
- Sandy Kenyon (Real Estate Agent)
- Don Diamond (Maitre'd)
- Hank Robinson (Restaurant Patron)
- Shelley Morrison (Nancy Henderson)
- Et angiver en særlig god præstation
- Et angiver en særlig dårlig præstation
- GG-N - Bedste lovende nye stjerne (Lenz)
- GG-N - Bedste musik
- GG-N - Bedste sang ("Breezy´s Song")