Distancias cortas (2015)

Alejandro Guzmán Alvarez spillefilmsdebuterer som instruktør med dette usædvanligt fascinerende, hjertelige og rørende drama om venskab og accept mod alle odds. Det er historien om Federico, der bor alene i sin meget faldefærdige og forsømte bolig et sted i Mexico. Federico er ekstremt overvægtig, og selv den mindste bevægelse er som at bestige et bjerg.

Kærligheden vækkes
Da svogeren viser ham et kamera, vækker det noget i Federico. For længe siden tog han selv billeder, og han finder det gamle og primitive apparat frem under sengen. Det indeholder stadig en ufremkaldt film. Båret af nysgerrighed og en nyfundet vilje begiver Federico sig ud på en nærved uoverstigelig rejse: Han går egenhændigt ned i byen og ind i den lokale fotoforretning.

Et hjerteligt venskab
Her bliver han hjulpet af en teenagedreng, der snart bliver stamgæst i Federicos hjem. Et umage, men hjerteligt venskab opstår. Snart har Federico, knægten og svogeren planer om en udflugt, der for alvor kan udvide Federicos horisont.

Upoleret ærligt
"Distancias cortas" har sin helt store force i det upoleret ærlige udtryk. Fokus er helt og holdent på nærheden, som den kommer smerteligt til udtryk i Federicos situation – han er fanget i sin egen krop. Det er klaustrofobisk og nærved ubærligt, i bogstaveligste forstand, for Federico at slæbe rundt på de absurd mange kilo. Og han er havnet i en række rutiner, der ikke levner plads til særligt mange lyspunkter.

En modig dyrkelse
Filmen er en modig dyrkelse af en helt umiddelbar fascinationskraft: Fedmen. Den ekstreme overvægt får lov at spille en hovedrolle og bliver oven i købet sympatisk personificeret i den prisgivede, men alligevel determinerede skæbne Federico.

Den svære kunst
Guzmán Alvarez mestrer den svære kunst at ramme det lyssky outsiderobjekt ind i en universel godhjertet historie om venskab og accept, uden at forfalde til fingerpegning eller en outreret dyrkelse af det overskydende fedt.

Mening gennem kameralinsen
Uanset hvor stor, svedende, prustende og på alle måder ekstrem Federico fremtræder, fatter tilskueren sympati for ham og lyser op med ham, da livet endelig får en mening gennem kameralinsen.

Billedet af sjælen
Det er ikke mindst instruktørens fortjeneste, at billedet af sjælen bag den store krop står stærkest. Det besværede liv perspektiveres dygtigt og indsigtsfuldt i Itzel Laras velskrevne historie, der viger uden om alle oplagte faldgruber.

Markant virkning
Luca Ortega debuterer som skuespiller i hovedrollen som Federico og har også skrevet musikken til filmen. Begge dele med markant virkning – sidstnævnte ikke mindst fordi brugen af musik er så velafbalanceret og nedtonet.

Smertefuld virkelighed
Og i den vanskelige formidling af det, der er hans egen smertefulde virkelighed, brænder Ortega meget stærkt igennem med en præstation båret på alle følelsesregistre.