Juno (2007)

Prisoverdynget, bittersødt ungdomsdrama – og med god grund. Jason Reitman har fat i den lange ende i formidlingen af Diablo Codys Oscar-vindende og kantede manuskript.

En teenagegraviditet
16-årige Juno MacGuff erfarer til sin store fortrydelse, at hun er gravid. Efter et enkelt knald med skolekammeraten Paulie Bleeker. Da hun finder ud af, at han ikke vil have foretaget en abort, beslutter hun i stedet at bortadoptere det endnu ufødte barn til et ungt barnløst par, der frygtelig gerne vil have en lille krøltop.

Filterløs pige
Juno er den filterløse type og vil frygtelig gerne være langt klogere på tilværelsen, end hendes 16 somre gør hende i stand til. Det kommer adoptivforældrene til at mærke undervejs i graviditeten.

En modning?
Men der sker også noget andet med Juno. Måske bliver hun alligevel en anelse modnet? Og er det ikke værd at forfølge forelskelsen i barnets far? Hvem ved, hvad vej det hele kan dreje.

Bittersødme
"Juno" er en vellykket romantisk-dramatisk ungdomsfilm med en tydelig komisk drejning. Men at filmen aldrig bliver decideret morsom er dens store force. Det er bittersødmen, der spilles på, og den svære kunst at balancere mellem det barnlige og voksent-følsomme.

En særlig puls
Her er formidlingen gennem skuespillet tordnende vigtig, og stort set alle rolleindehavere har føling med filmens særlige puls – i en fremragende personinstruktion.

Kraftfuld præstation
Ellen Page præsterer kraftfuldt i den lige dele røv(!)irriterende og sympatiske titelrolle. Michael Cera er det svært ikke at blive betaget af som hendes jordnært tålmodige kæreste.

Overbevisende biroller
Jennifer Garner og Jason Bateman er vidunderlige på hver deres meget forskellige måde som parret, der gerne vil adoptere. På samme måde overbeviser J.K. Simmons og Allison Janney som Junos far og papmor.

Talrige sange
Filmen er tung i det musikalske lastrum, hvor talrige sange sætter tonen for mange af scenerne. Det heldige ved dette tilvalg er, at tonerne klinger af de rigtige steder, og at vi til gengæld er relativt fritaget for en generelt stemningssættende underlægningsmusik.

Dejligt universel historie
"Juno" blevet herhjemme nomineret til både en Bodil og en Robert for bedste amerikanske film. Det er også en dejligt universel historie, der aldrig helt kammer over i regulær "amerikana".