The Maze Runner (2014)

Delsyntetisk teenageaction indrammet af beton: "The Maze Runner" udgør første og forudsigeligt langmodige filmatisering af James Dashners succesromaner.

Klassisk tematik
Og en succes er filmen da sikkert også hos langt de fleste unge teenagere. Filmen spiller i hvert fald på den klassiske sammenhold-under-pres-tematik, hvor glatkindede drenge finder meningen med livet under aparte omstændigheder.

Mystisk koloni
Thomas er den sidstankomne til en mystisk koloni af drenge. Ingen ved, hvor de er, og deres hukommelse er blevet slettet. Men én ting står klart: Det er ikke noget rart sted, og bag de høje betonmure gemmer sig en uvenlig verden med monstre. Dén er de nødt til at forcere for at slippe ud af pinen.

Lange overvejelser
"The Maze Runner" tager sig meget god tid til at dyrke de lange overvejelser, som drengene må igennem. Skal de nu gå ud på den anden side af betonen, hvem egner sig bedst til det, hvornår skal de gøre det...

Kedsommelig parkering
Man kan selvfølgelig sige, at denne dyrkelse af ungdommens grublerier er nødvendig for historiens troværdighed, men faktum er, at man snarere sidder og tripper utålmodigt for at komme videre og ud på den anden side – det er hele filmens drive, der parkeres alt for længe.

Semiautomatiske monstre
Når endelig actionsafterne driver, er det dog også uden den store overbevisning. Bestemt, der er goddaw over de semiautomatiske monstre, når de kanter sig rundt i det grå og labyrintiske betonhelvede. Men den helt ekstatiske actionrus udebliver.

Nærved hæderligt
En ordentlig flok unge skuespillere gør det nærved hæderligt, men kæmper mod fuldpakken af klichéer. Helt galt går det, da den første (og selvsagt henrivende) pige ankommer til lejren.

Uhyggeligt lydbillede
John Paesanos musik tordner for det meste ulideligt ud af alle højttalere. Mere interessant er det krybende uhyggelige lydbillede fra den anden side af betonhøjderne – så længe det endnu er mystisk, hvad der gemmer sig derude.