Fury (2014)

Jævnt effektiv krigsfilm, der fokuserer på sammenhold på tværs af mandetyper i en trang tank: Nu skal de dumme nazister ned med nakken, og amerikanerdrengene ved hvordan...

Intimsfære mellem våben
"Fury" er ikke den mest dybsindige krigsfilm, vi har set i nyere tid. Instruktør og manuskriptforfatter David Ayer har fuldkommen fokus på intimsfæren mellem guns og kanoner, når en lille gruppe meget forskellige soldater giver den gas på fremmed mark i 1945.

Klichémættet bromance
Det former en action- og også klichémættet bromance i stålkroppen med de mange våben. "Fury" fungerer udmærket på denne præmis, fordi krigskonceptet i helheden er så vellykket.

Vejen skal banes
Don Collier bliver under fremmarchen mod Berlin ufrivilligt leder af den lille konvoj af amerikanske tanks, der skal være med til at bane vejen for nazismens fald.

Mod alle odds
Snart er Collier og hans brogede skare af medsoldater de eneste tilbage, men det forhindrer dem ikke i at give den fortsat gas – mod alle odds.

Grafisk krigsskildring
"Fury" viger ikke på nogen måde udenom krigens gru. Det bliver meget grafisk og ind imellem en tand for meget, men i helheden er det en force, at soldaterdøden skildres så dramatisk.

Små gnidninger
For der er hårdt brug for overordnet autenticitet, når nu plottet vælger at fokusere så entydigt på små gnidninger mellem mænd i en klaustrofobisk tank.

Fint samspil
Samspillet fungerer godt: Slagmarkens gru perspektiveret af et lille slagsmål – eller omvendt. Og da Don får tilført den angste og uerfarne Norman til sit hold, skal han nok gøre dreng til mand, på den hårde måde.

Rå hele vejen igennem
Filmen viger heldigvis udenom de allerværste patriotiske omfavnelser. Her er "Fury" mere jordbundet til dén pløre, larvefødderne vælter rundt i. Filmen slutter ligeså råt, som den begyndte.

Bankende amerikanerhjerte
Brad Pitt er troværdigt autoritær med et stort bankende amerikanerhjerte. "Jeg har aldrig haft et bedre job!" udbryder han, mens han mejer nazister ned i flæng.

Hård hud på psyken
Mindre interessante er Shia LaBeouf, Michael Peña og Jon Bernthal. Mere nuanceret er Logan Lerman som novicen Norman, der hurtigt må lære at gro hård hud på psyken.

Blus på
Der er pænt meget blus på filmmusikken – helt i tråd med filmens generelle fortællestil, der ikke sætter sit lys under en skæppe