Marathon Man (1976)

Der bliver løbet stærkt på de korte ben, når Dustin Hoffmans hovedrollekarakter Babe havner i en alvorlig knibe med rødder ind i hjertet af fortidens ondskab.

En ivrig løber
Babe er en ivrig løber og opfattes i nabolaget som lidt af en freak, men en dag er kærligheden sikret, da han møder den spændende Elsa med tysk accent.

Nazitandlæge på spil
Det skal dog snart vise sig, at Elsa blot er ondskabens mellemkvinde. Snart er Babe fanget i "Den hvide engels" spind. Nazi(tand)lægen fra Auschwitz er på spil og tror fejlagtigt, at lille Babe er en stor spiller med koblinger mellem for- og nutid.

Kreativ fortælleslyst
"Marathon Man" er til at begynde med en virkelig flot 70’er-film med en kreativ fortællelyst, der har æstetikken i fokus. Her forfører de mange pudsige indfald i både fortællestil og historie.

Vital i en times tid
Denne vitalitet holder i en times tid. Det er her omkring, at vi har stiftet bekendtskab med "Den hvide engel" – nazitandlægen, der er kommet til USA for at hente sine stjålne diamanter i sin bankboks.

Perfekt ondskabs-dosering
Mødet med Szell, som han hedder, er i Laurence Oliviers portræt alt andet et kedeligt. Olivier doserer nemlig ondskaben perfekt, så den ikke tager overhånd – og en central tandlægetorturscene er underfundigt klamsvedt.

Overdrivelser i kø
Men filmen forfalder snart til en uklædeligt klichémættet stil, hvor overdrivelserne står i kø. Helt ude af sync med resten af filmens kunstneriske og narrativt fortættede ånd.

Brandærgerligt
Det er ærlig talt brandærgerligt efter alle de gode indledende takter, hvor også storbyportrættet er troværdigt i alle de mange vinklinger på hverdagslivet.

Grebet mistes
En langt mere kvik formidling af fortidens ondskab, der møder nutidens hverdagsliv, havde været ønskværdig, men efterhånden mister filmen grebet om sin egen intelligente opbygning.

Fortjent prisvinder
William Goldman skrev manuskriptet baseret på egen roman og blev Golden Globe-nomineret for indsatsen. Laurence Olivier vandt fortjent en Golden Globe for sin birollepræstation og var desuden Oscar-nomineret i samme kategori.

Tendens til overstyring
Dustin Hoffmans løbesvedte Babe har fine øjeblikke, mens livet endnu er normalt. Men han får ligesom de fleste andre spillere en tendens til overstyring, i takt med at filmen bliver for meget af det gode.

Tidstypisk musik
Michael Smalls 70’er-typiske musik har en vis kant og står stærkest, når den doseres let – hvilket ikke lykkes til fulde.