Frank (2014)

Alternativt for det alternatives skyld. Det er dén fornemmelse, man sidder tilbage med efter halvanden time i selskab med komedien "Frank". Det er skævt, det er syret, men det er ikke særlig godt.

En mærkelig forsanger
Frank er leder i et rockband og har dét særkende, at han altid render rundt med et gigantisk kunstigt hoved uden på sit eget. Efter sigende sover han også med det på!

Ganske uforberedt
Det er selvfølgelig svært fascinerende for det nye bandemedlem Jon, der kommer med på et afbud og kastes ud i Franks særheder sådan ganske uforberedt.

Skæbnen bag masken
Men Frank kan godt føre en samtale gennem det mystificerende klovnehoved, og ligeså stille og roligt går det op for Jon, hvad det er for en skæbne, der gemmer sig bag det skøre og skæve ansigt.

Tomme tønder...
Filmen "Frank" har i virkeligheden ikke meget andet at byde på end det mærkelige hoved. For kradses der lidt i ansigtslakken, sidder du tilbage med en meget hul filmoplevelse, som det i bedste fald lige nøjagtig er til at smile skævt ad.

Hund i et spil kegler
Bag facaden leverer Michael Fassbender en fair præstation som forsangeren med et twist – eller to, skal det vise sig. Domhnall Gleeson er hunden i et spil kegler mellem de skøre musikere, men han brænder ikke igennem i en tyndt skrevet rolle.

Svingende
Resten af bandet er udfyldt af svingende skuespil. Filmen lider generelt under sine egne uforudsigelige op- og nedture og en stemning, der aldrig finder en afklaring... skal det være alvor eller spøg?

Snarere krukket end elegant
Her er masser af kække kamerature og optempo-musik til at sætte "Frank"-sagaen i en kreativ kontekst, men resultatet er snarere krukkeri end kunstnerisk elegance.