En Pige uden Lige (1943)

Allerede 23 år før de tre Mig og min lillebror-farcer satte Ole Berggreen og Jon Iversen den svenske succes-folkekomedie "Bröderna Östermanns huskors" i scene. Det er det samme forlæg, men 40’er-filmen er klart den bedste.

Karikerede typer
I det brede perspektiv må man endda sige, at de karikerede typer i den noget hyperaktive 40’er-komedie er den rene seriøsitet i forhold til Lau Lauritzens med Dirch Passer og Poul Reichhardt som brødrene Severinsen.

Snobbede forældre
Reichhardt spiller sjovt nok med i begge film, dog ikke i den samme rolle. I "En Pige uden Lige" er han endnu ung og smidig og romantic interest for den Taasinge-lokale bondepige. Men hendes forældre er snobbede og vil ikke acceptere den hjemvendte omstrejfer.

Tre gamle ungkarle
Filmen centrerer sig imidlertid først og fremmest om de tre gamle brødre, Hans, Lars og Nikolaj Østermann, spillet af hhv. Peter Malberg, Johannes Meyer og Rasmus Christiansen. De er alle ungkarle og har gennem mange år forsømt deres idyllisk beliggende bondegård.

En ihærdig kvinde
Da de fæster Ellen Gottschalcks husbestyrerinde, Anna Hansen, er det i troen på, at de kan læne sig endnu mere tilbage og nyde livet. Men det skal den djærve Anna hurtigt få vendt op og ned på. Hun er en ihærdig kvinde, der siger sin mening og ikke er bleg for at sætte de gamle gubber i arbejde. Brødrene er hurtigt ved at brænde helt sammen, men stille og roligt fatter de sympati for kvinden og dén skik, hun får sat på bondegården og dens beboere.

Frisk og folkelig landidyl
Filmen serverer sin menu af frisk og folkelig landidyl på en sølvplatte. Her er ikke mange mislyde, selvom plot og typer ikke ligefrem byder op til fornyelsens svingom. Præmissen købes ganske enkelt, fordi sødmen er velafmålt og klichéerne uklistrede.

Gottschalck i topform
Ellen Gottschalck er i særdeleshed i topform med en gennempositiv udstråling, der smitter fra hendes første scene. De tre herrer Malberg, Christiansen og Meyer lider en kende under den obligatoriske udkantsdialekt, men replikkerne falder alligevel let og charmerende.

Husassistentens assistent
Poul Reichhardt har en af sine mere reelt søde førsteelsker-biroller, der ikke kammer over i ren nationalhygge, og det klæder ham og plottet, da han bliver antaget som husassistentens husassistent.

Dundertale til ungdommen
Ib Schønbergs bagermester Christensen er desværre en lidt for klodset leveret arketype på provinsiel dumhed, selvom hans dundertale til lokalsamfundets ungdom ikke er uden parodisk tæft.

Evigtsur bagerkone
Maria Garland lykkes bedre som den evigtsure bagerkone, ligesom Petrine Sonne er sød som Reichhardts gamle mor, der er tæt på at blive sat på gaden af væmmelige inkassatorer.

Fine landskabsbilleder
Sven Gyldmarks musik er ikke udtalt udglattende, og så er det fornøjeligt forhøjende for filmoplevelsen med de mange fine landskabsbilleder.

Hård kritik i samtiden
Anmelderne var bestemt ikke begejstrede for det sidste nye folkekomiske skud på stammen: "Folkefilm for de meget brede Masser", "Paa det jævne" og "Den sædvanlige Folkekomedie-Lirumlarum," lød det bl.a. Og så var man fuld af foragt over portrættet af de tre brødre: "Her i Landet kan de kun være Molboere fra for 300 Aar siden. Og hvad siger Taasinge til nu at blive belemret med saadanne Spøgelser?"

"Stærke Kort kan forspilles"
Man kunne også læse, at "Den nye Asa-Film har en god Titel. Det er det bedste ved den. Det er ikke nok at have stærke Kort paa Haanden. Ogsaa stærke Kort kan forspilles – som de bliver det her."

"En sund Latter"
Et ræsonnement, der trods alt talte til filmens generelle fordel, lød: "Filmen betyder intet kunstnerisk Fremstød, men det er hyggeligt og underholdende, og længe efter at man har forladt Teatret, ser man for sig de tre herlige Bondekarle, taget paa Kornet, samlet i maabende Beundring omkring den raske Københavnerpige, der fra et Huskors forvandles til deres gode Aand. For denne ægte Kernes Skyld tilgiver man gerne de mindre fine Ting – kunstnerisk set altsaa – og faar i Tilgift en sund Latter."