The Darjeeling Limited (2007)
Tre brødre tager på togtur i Indien i håbet om at blive rystet tættere sammen efter deres fars begravelse et år tidligere.
POLERET OG FORMFIKSERET
Sammenhængende film:
Hotel Chevalier (2007)
The Darjeeling Limited (2007)
Typisk overkoloreret Wes Anderson-komedie, hvor handlingen denne gang er hensat til det indiske i et filmprojekt, der først og fremmest opleves som en hyldest til forbilleder. For Andersons forbilleder udi det indiske er instruktørerne James Ivory og Satyajit Ray. Sidstnævnte skrev også musik til en del af sine egne film – og det er bl.a. denne musik, som Anderson genbruger i sin moderne komedie.
Tre brødre mødes
Det er historien om tre brødre, der mødes på et tog i Indien et år efter deres fars begravelse. Tanken er, at togrejsen kan ryste dem tættere sammen, men det skal snart vise sig, at forskellighederne er og bliver udtalte.
Besøgelsestiden kendes ikke
Wes Anderson kender ikke sin besøgelsestid. "The Darjeeling Limited" slutter, som den begynder med masser af blus på farve, skuespil og musik. Én lang rejse i en verden af skæve indfald, der grænser til det krukkede.
Små, vindende detaljer
Der er højdepunkter undervejs, men ikke hverken komiske eller dramatiske. Men små, vindende detaljer, der for en stund højner niveauet betragteligt over den forudsigelige form-over-indhold-skabelon.
Med blandet gennemslagskraft
De tre brødre gestaltes med blandet gennemslagskraft af tre meget forskellige skuespillere. Bedst er Adrien Brodys pudsige Peter og Jason Schwartzmans kvindebedårer-Jack. Mindre vellykket står Owen Wilson, der sædvanen tro forfalder til det bevidst underspillet-komiske – uden effekt.
Poleret og formfikseret
Det kan godt være, at filmen hylder gode gamle mestre i både lyd og billede, men det udvikler sig hurtigt til én stor udspartling med tapetklister. Selvom skævheden i historien er til at tage og føle på, fremstår filmoplevelsen alligevel poleret og formfikseret.
Brager ud af ingenting
Meget af musikken i filmen leveres i selve handlingen, som fx når Jack sætter sin iPod-højttaler i gang – men mindst ligeså meget musik brager ud af ingenting. Barbet Schroeder har en fin lille birolle som tysk mekaniker, der har et værksted (med navnet "Luftwaffe"), der reparerer tyske luksusbiler.
Anmeldt i 2016 af Tobias Lynge Herler
© Philm.dk 1992-2024
Fakta om filmen
2007, USA, Komedie, Eventyr, Drama, Tog på film, Biler på film, 91 min.
Dansk titel: The Darjeeling Limited- Owen Wilson (Francis)
- Adrien Brody (Peter)
- Jason Schwartzman (Jack)
- Irrfan Khan (The Father)
- Bill Murray (The Businessman)
- Anjelica Huston (Patricia)
- Natalie Portman (Jack's Ex-Girlfriend)
- Barbet Schroeder (The Mechanic)
- Et angiver en særlig god præstation
- Et angiver en særlig dårlig præstation
- BD-N - Bedste amerikanske film