Un condamné à mort s'est échappé ou Le vent souffle où il veut (1956)

Den franske instruktør Robert Bresson gik altid metodisk og kompromisløst til værks, og hans film er langt fra publikums-pleasere i en bredere og underholdningsorienteret forstand.

Bressons mesterværk
Af mange berettiget regnet som Bressons mesterværk, udgør "En dødsdømt flygter" 99 minutters ordknap, detaljerig og nærværende fængselsdramatik, hvor dramaet vel at mærke er helt og holdent ærligt og upoleret.

En sikker dødsdom
Den af nazisterne tilfangetagne franske modstandsmand, løjtnant Fontaine, passer sit trivielle fængselsliv, mens han afventer sin sikre dødsdom. Men Fontaine sidder ikke på hænderne, og da han aner en mulig flugtvej via en svagt konstrueret celledør, sætter han alt ind på at gennemføre den risikable plan.

Fokuseret fortællestil
Bresson fortalte sine film ud fra en usædvanligt fokuseret plan – uden filmstjerner, visuelle effekter, spektakulære klip, tilsvarende kamerabevægelser og musik.

Knapheds-æstetiseret
Med udgangspunkt i denne nærhedssøgende formel står umiddelbarheden tilbage, malet i spillernes ansigter og indrammet i det knapheds-æstetiserede visuelle univers.

Mesterlige fravalg
"En dødsdømt flygter" er i ganske udtalt grad et billede på det mesterlige i fravalgets kunst. De mange fravalg nævnt ovenfor, ligesom fravalget af klassisk, dramatisk fortællestil med forudsigelige spændingskurver.

Om og om igen
Bresson tog sine scener om og om igen, indtil den ønskede effekt var opnået. Og det kunne ofte betyde mange seje timer på optagelse – kompromisløsheden var total. Denne determination var helt sikkert medvirkende til, at Bresson trods en karriere over 50 år ikke skabte mere end blot 13 spillefilm.

Skarp fremtoning
"En dødsdømt flygter" står i sin diminutive fremtoning ualmindeligt skarpt. Nerven opstår ud af detaljerigdommen. Tilskueren bliver uhyre bekendt med den 2x3 meter lille fængselscelle, hvor langt det meste af handlingen udspiller sig.

Alle de små detaljer
For skal man filme en udbryder på Bressons præmisser, skal alle de små detaljer med. Det bliver til halvanden time stort set udelukkende i selskab med løjtnant Fontaine. For også i miljøet på den anden side af cellevæggene er dramaets udfoldelse begrænset til antydninger.

Skud i det fjerne
De nazistiske fangevogtere er således sjældent andet end skygger eller stemmer, og henrettelser af medfanger begrænser sig til skud i det fjerne. Så meget desto mere virkningsfuldt – og helt bevidst alt andet end grafisk udpenslende.

Hypnotiserende samlingskraft
Filmen består af en meget lang række korte scener, som oftest med Fontaines fortællerstemme som nærved hypnotiserende samlingskraft – filmen er baseret på André Devignys memoirer og virkelige flugt fra et tilsvarende fangenskab.

Åndeløs spænding
Hen imod slutningen står det klart, at Fontaine ikke kommer til at flygte alene. En uventet medfange, 16-årige François Jost, er nødt til at blive en del af den møjsommeligt koreograferede plan. Og da endelig vi når til flugten, tryllebinder den åndeløse spænding fuldstændig, som Bresson opnår med sin stil og sit blik for det stilistisk knappe.

Fritaget for musik
Filmen er fritaget for underlægningsmusik. På nær de få gange, hvor starten af Mozarts Messe i c-mol akkompagnerer Fontaines gårdture. Virkningsfuldt og ligesom resten af fortællestilen fuldkommen mesterligt kalkuleret.