Jacquot de Nantes (1991)

Det franske instruktørpar Jacques Demy og Agnès Varda var helt tæt forbundne – også da det kom på tale at filme historien om Demys barndom, baseret på hans egne erindringer.

Barndommen vakt til live
Idéen til filmen opstod, da Varda for alvor blev opmærksom på, at hendes mand ikke havde langt igen. Han var i 1990 syg af AIDS og meget afkræftet. Det var også i denne tid, at Demy skrev på sine barndomserindringer, og han bakkede konen op i filmprojektet, der skulle vække barndommens filmdrømme til live.

En hyldest
"Jacquot de Nantes" er langt fra nogen typisk biografisk film. Varda fletter en gennemsympatisk og jordbundet barndomshistorie sammen med portræt- og dokumentarfilmstræk, samtidig med at hun hylder sin mands film gennem talrige kvikke referencer.

Bidt af levende billeder
Jacquot var tidligt bidt at levende billeder, men barndommen i Nantes bød ikke på store muligheder for fotografisk udfoldelse. Men han gav aldrig op og var konstant nysgerrig og kreativ, og snart kunne selv faren ikke længere holde hans filmbegær nede.

Krigen som kulisse
Demy blev født i 1931, og filmen tager udgangspunkt i tiden omkring besættelsen af Frankrig under 2. verdenskrig. Krigen er en kulisse, men ikke en stemningsdiktator. Varda holder helt og holdent fokus på barndommen, der i Demys tilfælde var præget af mange gyldne stunder og en udbredt kærlighed.

Filmer på loftet
Med base i farens bilværksted i Nantes finder Jacquot plads på loftet til at optage sine sirligt koreograferede stopmotion-film, og vennerne får små roller, når der for alvor prøves kræfter med de levende billeder.

Personlig film
Agnès Varda har formet en ualmindeligt personlig film, og det skinner igennem, at følelserne er både dybe og vemodige. Hele tiden under optagelserne var både hun og manden vidende om hans forestående død, og Demy døde da også ganske få dage efter, at filmen var færdiggjort.

Slet og ret magisk
Genskabelsen af Demys barndom er slet og ret magisk. Tidsbilledet af 30’erne og 40’erne er fænomenalt filmet i en bevidst nybølge-inspireret sort/hvid komposition, der har detaljen i fokus og aldrig forfalder til store armbevægelser.

Respekt for filmmediet
Mange af Demys barndomsoplevelser er gengivet i farver. Således veksles der i glimt mellem den sort/hvide og farvede æstetik, uden at det bliver en outreret form. Varda kender sin besøgelsestid og har respekt for filmmediet – og for sin mand.

Raffinerede klip
Den kvikke sammensmeltning med Demys egne film udgør en raffineret virkning. Hver gang, der peger en finger på skærmen, ved vi, at nu er det tid til et lille klip, og som oftest som et direkte link til handlingen i Vardas egen film.

Stjernerne glimter
Tre drenge skulle der til for at følge Demys barndoms til dørs. Alle tre spiller hjerteligt og naturligt og er en væsentlig kilde til, at stjernerne glimter fra ende til anden i et af de mere magiske barndomsportrætter på film.

Fritaget for musik
Musik er her ikke meget af. Langt det meste af handlingen står alene i sin egen gribende, intime og kærlige atmosfære – lige til den i alle henseender rørende slutning.