Sciuscià (1946)

"Sciuscià" er mesterinstruktøren Vittorio De Sicas første større filmværk og er samtidig en af de allerførste film i den italienske neorealisme-filmbølge. Det er historien om to drenge, der i efterkrigstidens Rom netop har sparet sammen til en hest.

Ingen udvej
Men da de bliver mellemled i en tilsyneladende uskyldig levering af et par uldtæpper, står politiet på spring og sætter drengene fast. Herfra synes ingen udvej, for straffen er hård, også selvom man bare er dreng.

En ærlig observatør
Helt i tråd med neorealismens dogmer er "Sciuscià" en film uden store armbevægelser. Kameraet er en ærlig observatør, billedkompositionerne er betagende enkle i en formfuldendt æstetik. Og historien er simpel med fokus på samfundets "tabere" – skæve eksistenser udenfor normalrammernes søgelys.

Gadedrenge i Rom
Drengene lever på gaden og tjener et par håndører på at pudse sko på de amerikanske soldater. Heraf filmens titel – det er, hvad drengene siger, når de ser en potentiel kunde og har pudsekluden hængende klar over skulderen.

Mørke skygger
Da først fængslingen er en realitet, skifter filmen stemning. Fra det lette og sarte – ja nærmest en skønsang i gadedrengeløb – til en mørk og håbløs frihedsberøvelse med udtalt fokus på mørke skygger mellem trængte drengeskæbner.

Indespærringens æstetik
Hér opstår også for alvor filmens visuelle elegance, når De Sica kæler for indespærringens æstetik i et fænomenalt arbejde med lyssætning, perspektivering og komposition. Det er kameraet, der fortæller historien mere end noget andet. Øjnene – eller kameralinsen – er sjælens spejl, og sjæl har filmen i udtalt grad.

Amatører bliver professionelle
Et andet dogme ved neorealismen var brugen af amatørskuespillere. Lagt i hænderne på en så dygtig personinstruktør som De Sica bliver selv amatører professionelle, men man forstår det bagvedliggende ønske om uskyld i udtrykket, og det fungerer.

I billedernes vold
Så betyder det mindre, at her er en lidt for anmassende brug af underlægningsmusik. Filmen havde stået stærkere i sine billeders fulde vold, men musikken bliver aldrig decideret ødelæggende. Filmen vandt en Oscar i 1948, en såkaldt Honary Award. Det var forløberen for den kommende pris "bedste udenlandske film".