The Adventures of Baron Munchausen (1988)

    En aldrende baron og hans brogede slæng af venner og følgere kommer vidt omkring på alle tiders eventyr.


    PINLIG NONSENS

    Denne film kom til efter de tre vellykkede Monty Python-film (1975-1983) og er koproduceret af Python-gutternes eget selskab, instrueret af Python-Terry Gilliam og med Python-Eric Idle i en af de bærende roller.

    Python på efterkrav?
    Altså masser af Python på efterkrav – eller hvordan? Ja, på papiret, men resultatet er meget langt fra Pythons niveau og er decideret pinlig nonsens, en krampagtig og overlang, ekstremt støjende og ufokuseret eventyrkomedie, der kun bliver mere og mere outreret.

    Farverige løgnehistorier
    Det er forsøget på at vække historierne om Baron von Müncchausen til live. Münchhasen huserede i Tyskland i 1700-tallet og blev især kendt for sine talrige løgnehistorier – heraf de måske farverige eventyr.

    En smuttur til Månen
    Terry Gilliam har sat alt ind på at genskabe de fantastiske universer, bl.a. en lille smuttur forbi Månen, hvor månekongen i skikkelse af Robin Williams byder velkommen.

    Umulige forhindringer forceres
    Men det er til vands, til lands og i luften på moder Jord, at filmens handling primært udspiller sig. Her forcerer den aldrende baron og hans lille sjak af venner og tilhængere de mest umulige forhindringer, konstant omgivet af eksplosioner og andre livstruende ekstremiteter.

    Eventyr tabt på gulvet
    Det er et eventyr tabt på gulvet. For der er ikke meget eventyr over den hysteriske fortællestil, som Terry Gilliam kompromisløst lægger for dagen. Komikken er overtændt, de farvestrålende locations drukner i det overskruedes ubønhørlighed, og skuespillet trækkes med ned af iscenesættelsens tyranni.

    Klinger hult
    Replikkerne klinger hult i deres evige forsøg på at ramme en komisk tone, der tydeligvis skal minde om Monty Pythons. Det preller helt og aldeles af på overfladen og bliver langt mere pinligt end tåleligt.

    Thurmans første rolle
    Uma Thurman havde her sin første filmrolle. Filmens uendeligt lange produktionstid med bl.a. økonomisk tovtrækkeri og bøvl med locations i Italien gjorde imidlertid, at et par andre film optræder tidligere i hendes filmografi.

    Larmende udtryk
    Michael Kamen leverer en i sammenhængen tilpas brovtende musik. Ironisk nok drukner selv dén i filmens helt hysterisk larmende udtryk.



    Anmeldt i 2016 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2024

    Fakta om filmen

    1988, Storbritannien, Eventyr, Komedie, Farce, 126 min.

    Dansk titel: Verdens største løgnhals
    Instr: Terry Gilliam Prod: Thomas Schühly Manus: Charles McKeown, Terry Gilliam Foto: Giuseppe Rotunno Klip: Peter Hollywood Mus: Michael Kamen
    Priser
    • AAN - Bedste scenografi
    • AAN - Bedste kostumedesign
    • AAN - Bedste visuelle effekter
    • AAN - Bedste makeup