A Streetcar Named Desire (1951)

Ingen grund til at tage i teatret, når teatret kan komme til dig! Hér i mere end én forstand: "A Streetcar Named Desire" er Elia Kazans direkte overførsel af det succesrige teaterstykke af samme navn. Kazan instruerede både teaterstykke og film, ligesom Tennessee Williams leverede manus til begge – og skuespillerne var stort set de samme.

Bevidst leg med teatermediet
Fra begyndelsen af filmatiserings-projektet altså en meget bevidst leg med teatermediet – og, skal det vise sig – en ligeså bevidst teatralsk overførsel af de skrå brædders begrænsede virkemidler.

Betændt historie
Det er den betændte – og for 1951-standarder psykologisk overvældende – historie om den psykisk labile Blanche, der forlader sin bedsteborger-tilværelse for at flytte ind hos sin søster og dennes mand under primitive forhold i New Orleans.

Nerverne uden på tøjet
Blanche er vant til at få sin vilje, men nerverne sidder uden på tøjet, og dét bliver et problem i mødet med svogeren Stanley, der omvendt ikke pakker sine meninger og budskaber ind.

Negativ indflydelse
Søsteren Stella forsøger i højere grad at glatte ud, men de nye omgivelser har alligevel en negativ indflydelse på den sarte Blanche, og verden snævrer sig efterhånden mere og mere ind omkring hende.

Klaustrofobiske studieoptagelser
Kazans billeder er tungt komponeret med udgangspunkt i de klaustrofobiske studieoptagelser og film noir-fortællelyst. Vi kommer aldrig udenfor den fortættede trekløververden, sådan at forstå, at filmen holder tilskueren i et greb (uden jern, dog) centreret om New Orleans-lejligheden med få afstikkere til andre småmiljøer i Blanches nye verden.

Filmet teater
Det er således teater, helt og holdent, og på grænsen til at være filmet teater både med filmens forhistorie som teaterstykke og de direkte overførsler fra selvsamme stykke med selvsamme aktører på begge sider af brædder og kamera.

Teatralsk spil
Selvom Vivien Leigh i rollen som Blanche som en af de få er hentet ind for at tilføre filmudgaven lidt mere star quality, er hun som taget ud af et teaterstykke. Hendes Oscar-belønnede hovedrolle er (ærligt talt) ekstremt teatralsk og ikke i nærheden af at brænde troværdigt igennem med det mentalt betændte budskab.

Filmisk kvalitet
Langt bedre lykkes det for Marlon Brando. Hans brovtende sexsymbol-præstation har både appeal og filmisk kvalitet i alt fra fremtoning til stemmeføring og gestikulationer. Det er desværre mere, end man kan sige om de kvindelige aktører.

Utraditionel musik
Alex Norths utraditionelt jazzede musik dannede siden skole for mange filmkomponister: Det er i dag ikke noget særligt iørefaldende score, men det positive i filmen er, at musikken ikke fylder hele billedet ud.

Modtog fire Oscars
Filmen modtog tre Oscars for skuespil (hvilket var rekord dengang) og en for scenografien. Paradoksalt nok var det kvinderne, der vandt (Vivien Leigh og Kim Hunter). Karl Madden vandt for bedste mandlige birolle i en mere anonym præstation.