Jens Langkniv (1940)

Denne stort anlagte Jeppe Aakjær-filmatisering skulle blive et af den danske filmhistories største flop, og manuskriptforfatterne Theodor Christensen og Karl Roos fralagde sig dagen efter filmens premiere i en pressemeddelelse ethvert ansvar for den endelige film.

En kæmpe fiasko
Fiaskoen var nok en blanding af manglende publikums- og anmelderparathed til filmens eksperimenterende form, dens fokus på stil og æstetik – og det blotte faktum, at herlighederne er temmelig ubehjælpsomt strikket sammen.

Tiltrængt fornyelse
Det er ellers som udgangspunkt en frisk og tiltrængt fornyelse af dansk films fortælleform, som teaterinstruktøren Per Knutzon her i krigsåret 1940 lægger for dagen. Jeppe Aakjærs heltekvad om Jens Langkniv er fortællingen om en Robin Hood-lignende røver i et lille sogn i Jylland midt i 1600-tallet.

Had og foragt
Det, der driver Jens Langkniv ud i katastrofen, er had og foragt. Had til den øvrighed, der ikke ejer forståelse for de små i samfundet, men gør dem til genstand for et ubarmhjertigt tyranni.

Optaget lige før besættelsen
Der var første gang bud efter at realisere Aakjærs roman i 1921, men den viste sig for kostbar at filmatisere. Små tyve år senere lykkedes det så produktionsselskabet Cimbria Film at få finanserne i orden, og optagelserne kunne gå i gang – et halvt år før tyskernes besættelse af Danmark. De fleste scener blev optaget på Hjerl Hede mellem Skive og Holstebro i august og september 1939.

På alle måder flakkende
Filmen er på alle måder flakkende og vanskeligt tilgængelig. Billederne er flot komponeret, klippene er mystisk abrupte. Stilen er tydeligt inspireret af sovjetisk montage og et særsyn i dansk film. Her er flere elegante kameravinklinger – kreativt tænkt, men mærkeligt umotiveret serveret.

"Usædvanlig daarlig"
"Anslaget er rigtigt, Resultatet usædvanlig daarligt. Maaske er Hr. Per Knutzon en ferm Teaterinstruktør, men Film har han tilsyneladende ikke haft Begreb om", skrev en anmelder ved filmens premiere i 1950.

"Uden dramatisk Bevægelighed"
"Den Teknik, man havde valgt at optage denne Film i, var den forældede fra russisk Stumfilms sidste Dage, det vil sige en langsommelig symbolsk "Billedstil", uden dramatisk Bevægelighed", lød det endvidere.

Ingen forståelse
I det hele taget var der ikke nogen form for omfavnelse af eller forståelse for det store filmeksperiment i pressen, og filmen skabte debat og fik talrige af tidens kendteste skribenter på banen. Blandt anmeldernes overskrifter fandt man: "En bitter Oplevelse", "Fuldstændig Fiasko for smukke, men dilettantiske Bestræbelser", "Mere Museum end Spil" og "Fhv. Justitsminister Steincke siger: ’Jeg kan ikke nægte, at Filmen var en stor Skuffelse’".

Fotografiske højdepunkter
I dag er det ikke til at komme udenom, at "Jens Langkniv" er en ener i dansk filmproduktion, og ikke kun for det negative. Eskild Jensens æstetiserede, kreative og alt andet end forenklede fotografering har højdepunkter af høj kunstnerisk værdi.

Teatralsk skuespil
Poul Reichhardt er næppe før eller siden set med så lange skægstubbe, men filmens fragmentariske omgang med sine karakterer indbyder ikke til spil på andet end det teatralskes parametre. Kai Rosenbergs musik er ekstravagant dramatiserende og er ofte anvendt med meget bred og stemningsdikterende stemning.

Bevingende ord
Her er hvad filmens instruktør, Per Knutzon, gav tilskueren med af bevingede ord i programmet: "Det var i sig selv en Oplevelse derovre paa Heden. Solen skinnede under de samme Forhold som dengang. Lyngen duftede som dengang. Hvor Jens Langkniv havde maatet løbe fem Kilometer for 300 Aar siden, maate Poul [Reichhardt] omtrent den samme Strækning igennem nu. Vi følte os som Mennesker fra dengang, og en saadan Følelse formaar Filmen bedre end nogen anden Kunstart at give. Maate Filmen give Publikum Del i samme Oplevelse, som den har givet mine Medarbejdere og mig under Arbejdet!"