American Gangster (2007)

Stort anlagt og i den ubeskårede udgave 3 timer langt gangsterdrama med erfarne Ridley Scott ved roret: "American Gangster" leverer varen med en reelt rygende intens spændingskurve, men filmen har også slagsider i retning af det overgjorte.

Korrupt politi
I 1970’ernes USA hersker total kaos på narkotikafeltet: Politiet er korrupt, og gangsteren Frank Lucas har frie tøjler i sin direkte importvirksomhed. Stofferne flyder med andre ord, og ingen har tilsyneladende tænkt sig at gøre noget ved det.

Én enkelt ærlig betjent
Men hov, der er faktisk én ærlig betjent tilbage, nemlig Richie Roberts. Han er blevet kendt blandt kolleger og banditter for at have leveret en større pengesum i politiets varetægt i stedet for i egen lomme! Det bliver det grinet en del ad i storbyens gyder.

Regnskabets time
Richie tager det dog ikke personligt, og ligeså stille og roligt lykkes han faktisk med at optrevle Franks narkovirksomhed, så regnskabets time til sidst må komme, om alt går vel.

Baseret på virkelige hændelser
"American Gangster" er baseret på virkelige hændelser og er altså et meget godt billede på, hvor udpræget korruptionen var i de "glade" 70’ere. Det er Ridley Scotts fortjeneste, at filmen rent faktisk lykkes med at formidle de brodne kar uden at hoppe i klichépoolen med begge ben samlede.

Højpotent og forudsigeligt
Filmen følger de to fløje sideløbende: Narkotikagiganten Frank Lucas og den let latterliggjorte, men determinerede politimand Richie Roberts. Det kommer ikke som nogen overraskelse, at de to gutter mødes sent i filmen – hér er spændingskurven ligeså forudsigelig, som den en er højpotent.

Masser af power
Ridley Scott instruerer med masser af power. Der er ikke sparet på det dyre look: Drivende bekostet fotografering, spektakulære klip og nøjagtigt genskabt tidsbillede. Og med Marc Streitenfelds nærved konstant stemningsdikterende musik i baggrunden.

Tungt og fortærsket
I denne tunge og i flere sammenhænge også fortærskede fortællestil er det vigtigt med en vis jordbundethed i selve plottet. Og det får vi takket være den virkelige baggrund og en ikke ueffen formidling af rå 70’er-væremåder fra filmens protagonister. Denzel Washington er relativt anonym, mens Russell Crowe har mere appeal i sin håbløst ærlige betjentrolle.

Store armbevægelser
Store armbevægelser altså, men det lønner sig at holde ud filmen igennem, for der kommer først rigtig fut og intensitet over begivenhederne efter en god times spilletid.