Wunderkinder (2011)

Det skal ikke være nemt at være vidunderbarn – særligt ikke, når nazisterne tiltvinger sig magten og dissekerer al kultur. To jødiske musikerbørn og deres tyske veninde i Ukraine forsøger at holde tonerne fri af terror, men dén mission er selvsagt nærmest dødsdømt.

Hæderlig venskabsdramatik
"Wunderkinder" er hæderlig venskabsdramatik tilført nazistisk terror og heraf følgende frygt for adskillelse, deportation og håbløshed. Det er ikke nogen solidt gennemført produktion, og den har bl.a. problemer i børneskuespillet, hvor det åbenbart har været vigtigst at caste rigtige vidunderbørn i hovedrollerne.

Rigtige musikerbørn
Det tilfører selvsagt dramaet en god portion autenticitet, at børnene rent faktisk er dygtige ved tangenter og strenge, men det holder til gengæld ikke vand (i alle scener), at skuespilsteknikken ikke ligger lige for.

Sær sammenstilling
Filmens rollebesætning er i øvrigt sært sammenstillet af amatører og professionelle. Alle taler de tysk, selvom nogle er russere eller ukrainere – men det skal jo også være børnevenligt... eller hvordan, vi nu skal tolke disse valg.

Historisk atmosfære
Kammerat Stalin er tilskuer til en af de musikalske optrædener, og filmen vil i det hele taget gerne indramme begivenhederne i en historisk atmosfære – med begrænset effekt.

Ægte trekantsvenskab
Dramaet er som helhed "sødt", sådan at forstå at trekantsvenskabet er fuld af ægthed bag den lidt kantede præsentation. Til gengæld er der alt for meget musik bag den musik, der allerede er i handlingen. Det bliver for meget sødsuppe i det lange løb.