Saul fia (2015)

Svært skuffende anmelder-darling og 2016-Golden Globe- og Oscarvinder for bedste udenlandske film: "Saul fia" er en filmfortælling, hvor der er fuldt blus på den skæve epik, der desværre former en stift prætentiøs og grundlæggende utroværdig film.

Helvede på jord
Vi er i helvede på jord: Auschwitz, 1944. Saul Ausländer er i den særlige enhed Sonderkommando, der tager sig af de døde i lejren. Det vil sige, han vasker gulve i gaskamrene og slæber lig til kremering, vel vidende at Sonderkommandoet normalt skiftes ud med jævne mellemrum – hvilket i denne sammenhæng er ensbetydende med døden.

Miraklet sker
Da miraklet sker, at en knægt har overlevet gaskammeret og gispende efter vejret bringes ind i et sidelokale, bliver Saul (og publikum heraf) overbevist om, at det er hans søn. En SS-læge sørger for et effektivt kvælertag, hvorefter liget beordres til dissekering. Men Saul har ikke tænkt sig at lade eget blod gå op i naziknive eller krematorierøg, så han sætter alt ind på at sørge for en rigtig begravelse.

En højere sags tjeneste?
"Saul fia" er dybest set det, som gennemsnits-anmelderen vil kalde "en nødvendig film" og et "mesterværk" – fordi der fortælles en ubehagelig historie, der tjener en højere sags tjeneste: At afdække fortidens ugerninger og perspektivere dem til nutidig katarsis.

Utroværdig lejrbeskrivelse
Det er problematisk, idet filmen er mere sovs end rå og uskrællede lejrkartofler. Livet i Auschwitz var, som de fleste er bekendt med, et helvede. Og selvom medlemmerne af Sonderkammando havde en anelse bedre levevilkår i deres meget sparsomme fritid, simpelthen som en slags "frynsegode" for det særligt umenneskelige arbejde med de døde, er filmens beskrivelser af hverdagslivet mellem hober af kroppe ikke troværdige.

Et melodrama
Det var langt hårdere, langt mere psykisk ødelæggende, langt mere ulækkert og langt mere uforudsigeligt, end instruktør László Nemes skriver og iscenesætter det. "Saul fia" er således mere end noget andet et melodrama, der lukrerer på den historiske ækelhed – som et baggrundsbillede... "en nødvendig film". Det er den udmattede hovedpersons kvaler med egne blodsbånd, der er i flakkende fokus. Virkelighedens kvaler er et udflydende tapet.

Gennem tykt og tyndt
Det kommer til udtryk i filmen på flere måder. For det første rent visuelt: Stort set hele historien er fortalt med håndholdt kamera overshoulder på Saul. Et "dokumentarisk" greb, der ønsker at fremkalde en stærkere identifikationsfølelse hos tilskueren. Vi følger med Saul gennem tykt og tyndt, lige bagved, i anden række.

Slørede begivenheder
Fokus på Sauls skulder slører samtidig begivenhederne i baggrunden til det rene usmagelige eventyr. Vi ser stort set ingenting konkret, kun omrids af lig på slæb, krematorieovne og massegrave i flammer. Er det alligevel for forfærdeligt at vise virkeligheden? Det er i hvert fald nemmere at pakke den ind i en kausal farkærligheds-dramatik, selvom også denne skal vise sig at være sløret, om end mentalt.

Blafrende englevinger
Det er den anden form for sløring – den mentale. Sauls opkogte hjerne, der kan spille ham et pus. Eller er mission "red sønnike" en overlevelsesmekanisme? Svaret får vi ikke, men filmens slutning lægger op til blafrende englevinger, der lader det være op til tilskueren selv at finde en mulig mening med de 107 minutters skulderskud. Smukt? Snarere søgt.

Faretruende brummen
Filmen er pænt ærlig på lydsiden. Her brænder uhyggen bedre igennem, når ofrene gasses og desperat hamrer på dørene. Men helt fritaget for stemningsdikterende lyddesign og musik er "Saul fia" desværre ikke. Ofte brummes der dybt og faretruende. Virkelighedens helvede er ikke nok.

Virkelighed?
Men dybest set er det måske heller ikke virkeligheden, som László Nemes skildrer. Er det mere æterisk end som så? Er det hele en drøm, en hallucination, og vågner Saul op til dåd? Alt er muligt, og intet falder rigtig godt på plads i den åbne og himmelråbende slutning.