House of Cards [4] (2016)

Sammenhængende i denne serie:
House of Cards [1] (2013)
House of Cards [2] (2014)
House of Cards [3] (2015)
House of Cards [4] (2016)

House of Cards [5] (2017)

Det er stadig muligt at presse den ikke særligt sure citrusfrugt, der udgør "House of Cards"-konceptet. Udviklingsmulighederne er mange, og de bliver udnyttet flot og virkningsfuldt også i fjerde sæson.

Ramler korthuset?
For bedst som man troede, at nu ramlede korthuset for præsidenten, så opstår uventede og velspinnede muligheder. Måske har han alligevel en chance, og måske kan han sno sig udenom alle de problemer, han selv har tårnet op omkring sig?

En æstetisk nydelse
"House of Cards" er virkelig en æstetisk nydelse. Komplet med bekostet scenografi, lækre kostumer og strømlinet fotografering. Det er meget pænt uden at blive poleret. Og det er netop seriens force, at den evner balancen.

Magtbegær og facade
Skuespillet har lidt af det samme – det pæne og polerede. Men det ved vi jo godt nu: Det er kun spil for galleriet. Magtbegæret opstiller en facade, der med lidt held kan forføre en hel nation, hvis ikke hele verden, og denne åleglatte taktik formidles til perfektion af særligt Kevin Spacey og Robin Wright.

Balancekunst
Fjerde sæson har samme generelt neddæmpede tone, der skinner igennem i alle produktionens facetter – til trods for det pæne visuelle udtryk. Igen, balancen på den udspændte line mestres. Jeff Beals musik følger mange scener til dørs, også for mange, men musikken har kant, mørke og elegance til at opveje overvægten.

Nordiske islæt
Lars Mikkelsen udfylder stadig birollen som russisk præsident troværdigt. Ny i den nordiske flok er svenske Joel Kinnaman som præsidentens unge konkurrent, og han gør det pænt.