Storstrømsbroen (1950)
Et poetisk og æstetisk billede af Storstrømsbroen, der sidst i 40’erne med sine 3199 meter endnu var blandt verdens længste broer.
FORMEN I FOKUS
Til Svend S. Schultz’ dramatiske klassiske orkestermusik, der i sig selv kan betragtes som et tonedigt, æstetiserer Carl Th. Dreyer hér det flotte danske bygningsværk, Storstrømsbroen, der sidst i 40’erne med sine 3199 meter endnu var blandt verdens længste broer.
Filmformen i fokus
Filmen har ingen speak, her forklares ikke andet, end en indledende skiltetekst formidler. Det er filmformen, der er i fokus, den æstetiske indpaknings muligheder, og Dreyer viser et enestående blik for form, figur og komposition, hvad hans hensigtserklæring da også lægger op til:
"Broens storhed og enkelhed"
"Filmen tænkes optaget ud fra et rent æstetisk synspunkt. Det skulle gerne blive en film om liniers og fladers dynamik, en film, der viser broens storhed og enkelhed og skønheden, der opstår, når jern og beton fordeles på den rette måde. Filmen skal vise, at teknik og kunst ikke er hinanden fremmede begreber."
Udsøgt detaljerigdom
I Preben Franks virtuose dokumentarfotografering betragtes Storstrømsbroen både til lands, til vands og fra luften. Rene arkitektoniske linjer perspektiveres af kunstnerisk frie fortolkninger af diagonaler i konstruktionens mange detaljer - og helheden.
Poetisk og sanseligt
Det former en både poetisk og sanselig kortfilm, der i den perfektionistisk stramme komposition i høj grad bærer Dreyers fingeraftryk. Her er ingen idylliserende danskhed i fortolkningen af ingeniørkunst, snarere fremstår filmen som en bevidst historisk dokumentation, filmet mens broen endnu var frisk og viril i alle sine linjer og sammenføjninger (broen blev indviet i september 1937).
16.271,63 kr.
Produktionsomkostningerne beløb sig til kr. 16.271,63. Derudover fik Dreyer kr. 500,- for filmens synopsis, kr. 1000,- for manus og 4000,- for instruktion. Udgifterne til musik (komplet med medlemmer af Statsradiofoniens Symfoniorkester) og fortekster beløb sig til ca. 5500 kr.
Anmeldt i 2017 af Tobias Lynge Herler
© Philm.dk 1992-2024
Fakta om filmen
1950, Danmark/KortDok, Dokumentar, 7 min.
Dansk titel: Storstrømsbroen- Et angiver en særlig god præstation
- Et angiver en særlig dårlig præstation