Hurricane (1979)

Den svenske mesterinstruktør Jan Troell blev i sidste øjeblik hevet ind som kaptajn for dette stort anlagte Dino De Laurentiis-projekt, fordi Roman Polanski måtte springe fra på grund af den velkendte rod i privatlivet.

Ingen taknemmelig opgave
Det var bestemt ikke nogen taknemmelig opgave for Troell. Filmen var nærmest allerede dødsdømt fra start og blev alvorligt problematiseret af talrige uforudsete produktionshændelser. Ikke mindst fordi optagelserne foregik on location på den afsides ø Bora Bora, og fordi producer Dino De Laurentiis vist havde helt andre interesser undervejs.

En helkikser
Det er på mange måder en helkikset film. Trods det episke snit og Sven Nykvists flotte fotografering hænger "Hurricane" bare ikke sammen. Der er for meget fyld (indfødte danser formålsløst rundt i hvad, der føles som halve timer), for meget amour (Mia Farrow kissemisser i tide og utide med en til formålet fremskaffet veldrejet ungtyr fra Hawaii), og for meget epik (svulstighed frem for alt).

Ingen sammenhængskraft
I helheden vinder "Hurricane" dog en smule på Nykvists billeder og en trods alt mellemdramatisk orkan-sekvens. Det er stort anlagt, men uden sammenhængskraft. Filmen blev et gigantisk flop, og det er ikke svært at forstå efter to timer i selskab med Mia Farrow & co.

Stormfuld forelskelse
Det er historien om en amerikansk rigmandsdatter på tur i 1920’erne med sin far i det eksotiske sydhavsølandskab. Her forelsker hun sig stormfuldt (senere: Orkanstyrke) i den evigt halvnøgne lokale Matangi, men det er ikke helt efter bogen. Da Matangi snart er eftersøgt for mord, gælder det om at tage benene på nakken, hvis kærligheden, ja selve livet, skal have en chance.

Rotas sidste film
"Hurricane" blev veterankomponist Nino Rotas sidste film. Ikke et strålende punktum for karrieren, særligt fordi musikken følger samme mærkeligt ufokuserede spor som selve handlingen – og bliver en hverken-eller-oplevelse.