Around the World in 80 Days (2004)

Denne kække fortolkning af Jules Vernes klassiker er en alt andet end balanceret filmoplevelse. Snarere er Frank Coracis film helt ude af proportioner og overlever primært på en række udmærket koreograferede eventyrscener.

En sprød jordomrejse
En kinesisk tyv på flugt melder sig i kampens hede som en nørdet forskers personlige assistent. Snart finder han sig selv som passager på en jordomrejse på 80 dage – som et væddemål, forskeren har indgået med snobbede forskertyper. Hvis projektet lykkes til tiden, får den nørdede forsker en toppost i akademiet. Mislykkes det, må han aldrig sætte sine ben der igen.

Overfrisk fra start
Filmen er gevaldigt farvestrålende og sætter ikke sit overfriske udtryk under en skæppe. Der er fyr og flamme på alle filmkedler fra start til slut, og det er med til at forme en helt særlig hysterisk humor, hvor det er nærved umuligt at finde blot et øjebliks ro.

Umage par
Jackie Chan og Steve Coogan udgør selvsagt et særdeles umage par, og det havde sikkert kunnet forme en række skævt morsomme scener, lagt i hænderne på mere ambitiøse bagmænd. Men det står hurtigt klart, at Coracis Verne-fortolkning kun vil forføre med tempo, effektmageri og rappe replikker.

Internationalt flop
Filmen blev et kæmpe internationalt flop. Publikum har sikkert også tidligt fornemmet, hvor det bar hen, og der er ingen grund til at betale penge for en skuffende klassikerfortolkning.

Pruttet birolle
Arnold Schwarzenegger dukker op i en ualmindeligt pruttet birolle som prinsen Hapi – Arnolds sidste rolle, før han holdt filmpause og kastede sig ud i den politiske karriere som guvernør.

Filmmusik ud over det hele
Filmmusikken spiller den absolutte hovedrolle. Den fylder hér, dér og alle vegne og sætter tonen for enhver stemning. Det kan man selvfølgelig sige er et mindre problem, for filmen besidder kun én stemning: Overgearet, hysterisk "humor".