Adaptation. (2002)

Helt forventeligt skæv komedie: Det er jo ikke ligefrem instruktør Spike Jonzes og manuskriptforfatter Charlie Kaufmans varemærke at producere rendyrket mainstream – signifikant eksemplificeret i deres tidligere partnerskab Being John Malkovich (1999).

Store kvaler
"Adaptation." linker da også kækt til netop denne film ved i åbningsscenen at være med bag kameraet på optagelserne. Nu er vi nemlig i en historie, der kredser om manuskriptforfatter Charlie Kaufmans store kvaler med at omforme Susan Orleans bestsellerroman "Orkidétyven" til filmmanuskript.

Ekstraordinær generthed
Kaufman spilles af Nicolas Cage, der oven i købet også har fornøjelsen af at portrættere Kaufmans fiktive bror Donald – for at tilføre Charlies privatliv lidt mere kant, velsagtens... Charlie er nemlig ikke den almindeligt socialiserende type. Han er hæmmet af en ekstraordinær generthed og meget lav selvtillid.

Et farligt net
Arbejdet med filmmanuskriptet bliver ikke lettere af, at Charlie mødes med forfatterinden. Snarere tværtimod. Nu vikles han ind i mærkværdige net, som det kan være meget svært at komme ud af igen.

Skævhed frem for alt
Skævhed frem for alt, det er den fornemmelse, man sidder tilbage med efter to timer i selskab med Spike Jonzes pudsigheder. Det skæve kommer til udtryk i alt fra personer til fortællestil. Men ligeså forfriskende og fornyende helt ind til benet, det måtte være, ligeså risikobetonet er det mod en afsporing.

En balanceakt
Og "Adaptation." balancerer hele tiden på randen mod afgrunden. For historien levner ikke råderum til ro og balance – hele tiden tilføres mærkværdighederne ny energi, og hele tiden skal skuespillerne spore sig ind på det skævt utilregnelige.

Skønt parløb
Ind imellem er du helt med på filmens præmis og forføres særligt af Meryl Streep og Chris Coopers samspil i det Oscar-belønnet/nominerede parløb i to væsentlige biroller (Cooper vandt fortjent en Oscar). Her går humor, alvor og melankoli op i en højere enhed og forbinder de mange flossede tråde i fantastiske enkeltscener.

Svær dobbeltrolle
Langt mindre overbevisende er Nicolas Cages (Oscar-nominerede) dobbeltrolle som "brødrene" Kaufman. Gassen går af efter et stykke tid, og Cage befinder sig ikke rigtig godt i den stramme personinstruktion, som han til denne film valgte helt at underkaste sig (til fordel for egne metoder).

Lysten til at overraske
Skævheden i det visuelle er ikke ligeså signifikant som i "Being John Malkovich", men fortællingen bærer alligevel hele tiden præg af lysten til at overraske – også i billeder. I det fulde billede kan det undre, at Carter Burwells underlægningsmusik får lov at fylde så tilpas meget, som den gør.

Med som sig selv
For selvom det er behageligt afdæmpet musik, er den alligevel til stede i rigtig mange scener. Brian Cox optræder med myndighed som en kolerisk foredragsholder, og så er flere af skuespillerne fra "Being John Malkovich" med som sig selv i filmens spæde start. Der er fuld skrue på film-metaniveauerne filmen igennem.