Vi vil ha' et barn (1949)

Skrækindjagende, belærende og tyktflydende moraliserende, men med reelt familiær underholdningsværdi. Lauritzen/O’Fredericks’ abort-tematiske "Vi vil ha’ et barn" gik fri af forlystelsesskatten, i det den var en såkaldt "oplysningsfilm" for de brede skarer.

Skamfuld fortid
Det er historien om Ruth Brejnholm og Jørgen Reenbergs ægtepar, der efter et par år på satinlagnerne må konstatere, at det åbenbart ikke er så ligetil at få et barn. Fuld af skam må hun bekende kulør og springe ud som tidligere aborterende.

Religiøs abortmodstander
Nu kan hendes læge, der er nærmest religiøs abortmodstander, tale dunder til den unge kvinde om hendes fortids synder. Men samtidig også male velduftende blomsterscenarier i hendes sind om glæden ved en lille krøltop – og med de gode nyheder, at hun sagtens kan få børn. Der skal bare (ad)spredes endnu mere på skibsbriksen.

Ekstrem moralprædiken
Filmen er tæt på ørlegrænsen i sin ekstreme moralprædiken, og skuespillet er i høj grad derefter. Teatralsk, sukret og komplet indstuderet. Højdepunktet, der også var medvirkende til at sikre filmen et liv i flere andre europæiske lande, er en ægte fødsel (!). Den første i dansk film og hård kost for mange. USAs censur forbød visning af filmen, da man betragtede det som et overgreb på kvindekønnet at vise nedreregionel action.

Pænt tilfredse anmeldere
Samtidens anmeldere var egentlig pænt tilfredse med filmen, og overskrifterne lød bl.a.: "Sød lille film", "Solstrålehistorie og fornuftig oplysning: Hvad ethvert menneske bør vide om barnefødsler", "Problem-film uden problemer", "Sympatisk dansk film om store hverdagsproblemer" og "En virkelig god og gribende dansk film." Blandt de lidt mere negative overskrifter kunne læses: "Banal handlingsfilm over dokumentarisk emne" og "For meget pjank – for lidt oplysning."

Tykt melodrama
Ib Freuchen, der også skrev skuespillet bag filmen, er den alvidende og hyggeligt dundertalende læge, der kan oplyse enhver om (svangerskabs)livets sande glæder, så det trækker tykke tråde af melodrama efter sig.

Forudprogrammeret propaganda
Ingen af filmens hovedroller er meget andet end komiske statister i den forudprogrammerede propaganda, men på birollesiden glæder særligt Ib Schønberg, der udstråler velkendt hygge som den varmblodige ungkarle-(hygge)onkel.