Birdman of Alcatraz (1962)

Firedobbelt Oscar-nomineret står "Birdman of Alcatraz" som et af instruktør John Frankenheimers finere værker. Upåagtet nomineringerne er filmen en enkel, ærlig og hjertelig fængselsfilm helt uden tendens til hverken over- eller melodramatisering.

Fugl under vingerne
Robert Franklin Stroud har fået ændret sin dødsdom til livstid i en isolationscelle i fængsel, og her er bestemt ikke den store udsigt til adspredelse i den meget ensformige hverdag. Årene går, og det ligger slet ikke i kortene, at Stroud skal blive ekspert i pipfugle – indtil den dag, en lille fugleunge havner i fængselsgården, og Stroud tager den under sine vinger.

Pipskønsang mellem tremmerne
Stik imod alle hårde linjer og fængselsjernnæver får Stroud lov til at beholde fuglen, og han går op i sin nye farrolle med liv og sjæl. Det kan han jo også ligeså godt, for der er absolut ikke andet at tage sig til. Snart bliver han isolationsafdelingens fugleekspert, og han får kanarier i pleje, så han må bygge bure. En ren pipskønsang breder sig mellem tremmerne.

Enkel og hjertelig historie
Frankenheimer fortæller den enkle og hjertelige historie i en helt igennem ærlig fortællestil, der fremhæver både små og store bankende hjerter bag diverse tremmer. Det bliver decideret nuttet, når dømt morder tæmmer små næbdyr, men det er alligevel ikke nuttetheden, der er filmens største force.

Salgbar titel
"Birdman of Alcatraz" udspiller sig for størstedelens vedkommende på et andet fængsel. Alcatraz kommer først ind i billedet sidst i filmen, men det kendte fængsel er salgbart og udgør heraf havnet i filmens titel.

Isoleret dagligdag
Der er ingen unødvendige stop eller stopfodringer i Frankenheimers film. Handlingen glider forbi i et nærved ligeså langsomt tempo som Strouds isolerede dagligdag, og hans opblomstring er forførende at følge, efterhånden som fuglene kommer til at ændre hans liv.

Knivskarp æstetik
Den sort/hvide æstetik er knivskarp i Burnett Guffeys Oscar-nominerede fotografering. Mageløse kompositioner udnytter indespærringens æstetik til perfektion. Lydbilledet er tilsvarende afbalanceret med meget diminutiv brug af Elmer Bernsteins musik og mere klar fokus på fængsels- og fuglelyde.

Fænomenale præstationer
Burt Lancaster er fænomenal i hovedrollen som Robert Franklin Stroud. Formidlingen af opblomstring stik imod alle odds hører til blandt Lancasters fineste præstationer. Karl Malden er skøn som fængselsinspektøren, der vist har et hjerte bag den kølige facade.

Et raffineret bekendtskab
Og så er Neville Brand et dybt raffineret bekendtskab: En følt og ærlig præstation som fængselsvagt med følelser. Telly Savalas glimrer som den ligeledes isolerede fange Feto Gomez, der også ryger med på fugledillen, men må sande, at han ikke har samme magiske vingehænder som Stroud.