Class of 1984 (1982)

En rigtig 80'er-kitscher med sprød kant og dramatisk klangbund. "Class of 1984" er ikke ueffen, som den beskriver en flok særdeles utilpassede gymnasieelever i kamp med deres lærere, men det er også i helheden en overdramatiseret film ude af balance.

Blåøjet lærer
Den unge musiklærer Andrew ankommer blåøjet til et hærget gymnasium, hvor der hersker totalt kaos. Her er det de utilpassede og gennemkriminelle elever, der har styringen, og ingen har før turdet sætte sig op imod dem.

Ekstrem terror
Men Andrew vil det anderledes, vel vidende at det kan koste skrammer i privatlivet. Han havde dog ikke kunnet forberede sig på dét niveau af terror, som eleverne er parate til at gøre brug af.

Todelt stemning
"Class of 1984" er todelt i sin stemning: Langt det meste af filmen udgør relativt uskyldige lærer-elev-spændinger med afstikkere til lidt hærværk og mental terror. Her fungerer filmen også bedst og er egentlig hæderlig ungdomsunderholdning.

Dramaet spidser til
Et stykke inde begynder dramaet at spidse til, og niveauet af terror kommer ud af proportioner. Filmen former sig nu mere som en kriminalthriller, hvor der siddes på kanten af sædet i mødet med den noget usmageligt tiltagende vold. For i det endelige opgør med kernen af ballademagere er Andrew nødt til at sætte hårdt mod hårdt, særligt da hans gravide kone bliver kidnappet.

Følelsesmæssigt kapret
I rollen som den følelsesmæssigt kaprede biologilærer Terry Corrigan finder vi filmens fineste præstation – leveret af Roddy McDowall. På trods af det overdramatiske i hans handlinger, lykkes det McDowall at finde en dybt skræmmende vanvids-præstation frem, efterhånden som terroren tager overhånd og undergraver den sidste rest sunde fornuft i hans hoved.

Naive forestillinger
Mere mainstream er Perry Kings portræt af den unge lærer, der naivt tror, at samtale, dialog og klassisk musik kan ændre verden. Timothy Van Patten og Stefan Arngrim udgør pænt troværdige superskurke, mens en meget ung Michael J. Fox er klassens pæne dreng, som Andrew med lidt held kan få lirket en fornuftens dør på klem overfor.

Maser af beatmusik
Masser af 80’er-beatmusik kastes frem og tilbage uden selvkritik, så filmen flyder rundt i en uskønt støjende rodebutik. Ind imellem fornemmes glimt af originalitet i veterankomponist Lalo Schifrins originalmusik.