Trash (2014)

    Et par losseplads-teenagedrenge finder en tegnebog med penge og dokumenter. Det viser sig snart, at politiet vil have fat i den - for enhver pris.


    LOSSEPLADS BLUES

    Slumlivets facetter får et par rotationer om limpinden i dette tiltænkt nervepirrende coming of age-thrillerdrama. To 14-årige brasilianske drenge finder en tegnebog på dén losseplads, hvor de dagligt ælter rundt i affald til livet for at tjene et par håndører.

     

    Hæsblæsende anslag

    I et hæsblæsende anslag har vi set, hvordan selvsamme tegnebog (i slow motion selvfølgelig) havnede øverst i en affaldsbil på vej mod lossepladsen. Tegnebogens ejermand blev jaget vildt af politiet - efterfølgende tortureret - og snart møder ordensmagten talstærkt op på lossepladsen: Dén pung skal findes!

     

    En værre historie...

    Det er jo en værre historie, for jo længere, de to drenge holder på hemmeligheden, jo mere desperate bliver politiet. Snart tages drastiske metoder i brug, og poderne er tæt på at havne i affaldsdyngerne - sådan på den hårde måde.

     

    Slumlivets prøvelser

    Instruktør Stephen Daldry har en pæn perlerække af stort anlagte film på samvittigheden, og niveauet af overfortælling udi forståelsens kunst har været svært varierende. Med "Trash" er vi desværre ude i det klæbrige: Det havde været rigeligt at tage udgangspunkt i slumlivets prøvelser på et rent subtilt plan.

     

    Affalds-snask

    Men i stedet smøres lag på lag af fedtet affalds-snask på fortællestilen. Vi skal for enhver pris have slået fast, at de hér drenge har det svært, at den brasilianske slum og ordensmagten er barske løjer, og at teenagelivet mellem hr. og fru Gonzalez' madrester ikke er en dans på (velduftende) roser.

     

    Konstant slibrigt

    Et af de mere forfærdelige narrative tilvalg er den stort set konstant slibrige underlægningsmusik, der dikterer alle stemninger - fra hårdt mod hårdt til hårde teenageskæbner med kind mod affaldspose. Det er ikke kønt, og blot et niveau blandt flere udi det overfortaltes fatale kunst.

     

    Ok drengespil

    Der er ok drengespil i de evigt affalds-sminkede hovedroller, mens Martin Sheen og Rooney Mara er hentet ind som let komiske internationale "statister" for ligesom at booste produktionen lidt.



    Anmeldt i 2017 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2024

    Fakta om filmen

    2014, Storbritannien, Brasilien, Krimi, Drama, Coming of Age, Børn på film, Teenagere, 114 min.

    Dansk titel: Trash
    Instr: Stephen Daldry Prod: Tim Bevan, Eric Fellner, Kris Thykier Manus: Richard Curtis Baseret på: roman af Andy Mulligan Foto: Adriano Goldman Klip: Elliot Graham Mus: Antonio Pinto
    Medvirkende
    • Et angiver en særlig god præstation
    • Et angiver en særlig dårlig præstation