Flaskepost fra P (2016)

Sammenhængende film:
Kvinden i buret (2013)
Fasandræberne (2014)

Flaskepost fra P (2016)

Journal 64 (2018)

Tredje skud i trilogien baseret på Jussi Adler-Olsens krimier er også den mest vellykkede. Lidt mindre ramasjang, lidt mere afbalancerede armbevægelser og et tilpas twisted plot med fuldpakken af sekteriske intriger, børnemishandlinger og fortielser.

Generel midtvejs-nedsmeltning

Kriminalbetjent Carl Mørck har været lidt væk fra det hele efter en generel midtvejs-nedsmeltning, men nu kommer han ligeså stille på banen igen, og det er der hårdt brug for. Det viser sig nemlig, at det barnlige råb om hjælp, som er blevet fundet i en flaskepost, har mere end hold i virkeligheden.

Selvudråbt leder

Snart står det klart, at en selvudråbt sekterisk leder driver sit rettroende vanvid noget længere, end Vorherre kan billige. Han kidnapper ganske enkelt børn fra sektens sagesløse forældre og aftvinger dem store pengebeløb, hvis poderne igen skal komme hjem i folden.

Holdt i et jerngreb

Men mange af forældrene tør ikke sige hverken fra eller til, totalindfanget af sektens stramme greb, så det er først mange år efter de første overgreb, at politiet og hermed Carl Mørck og assistenten Assad kommer på sporet af ugerningerne.

Klamsvedt krimisaft

Der er en god portion klamsvedt krimisaft i skildringen af det glade religiøse vanvid - et tema med uudslukkelig mulighed for variationer, ikke mindst i kriminalregi. Pål Sverre Hagen udgør en nogenlunde troværdig norsk superskurk, udmærket instrueret af landsmanden Hans Petter Moland.

Smækfyldt med klichéer

Makkerskabets op- og nedture mellem Lie Kaas og Fares er behageligt nok tonet lidt mere ned til fordel for det egentlige krimiplot, men filmen er stadig så smækfyldt med genreklichéer og stereotyper i persongalleriet, at det ind imellem er lige ved at kamme over.

Bombastiske stilvalg

Der er stadig nærved fuldt blus på brummelyddesignet og den musikalske underlægning, men dette tredje kapitel står lige tanden stærkere i kernehistorien til at udglatte det ellers bombastiske stilvalg, der tangerer Hollywoods.

Fremmer forståelsen

Overdrivelser fremmer forståelsen, ind imellem i balance, andre gange i det outreredes tjeneste. Lie Kaas har fine øjeblikke som betjent i eksistentiel krise, ellers er det ikke en film præget af helt eminente præstationer.