The BFG (2016)

Rosenrødt, sødladent og meget langt fra at være reelt eventyrligt præsenterer Steven Spielbeg her en Roald Dahl-filmatisering af de absolut strømlinede. Det er nuttet, pænt og poleret, men der er intet i formidlingen, der rigtigt trækker i et magisk eventyrland.

En kæmpenæve gennem vinduet

Pigen Sophie er forældreløs og bor på et børnehjem, hvor en streng nanny leder slagets gang. Her er ikke plads til fantasifuld leg, men pludselig en aften stikker en kæmpe sin næve ind gennem vinduet og tager Sophie med sig.

Over stok og sten

I dén grad over stok, sten og oceaner går det nu mod Kæmpeland. I starten tror Sopgie naturligt nok, at kæmpen vil spise hende som dip til en middag, men det viser sig snart, at det er en venlig kæmpe, der kun vil pigen alt godt. Han er ikke så god til at formulere sig, til gengæld er han en ørn til at fabrikere drømme.

Idyllen trues

Snart bliver de to venner, men idyllen trues konstant af Kæmpelands endnu større kæmper: En flok bøvede slagsbrødre, der elsker at voksenmobbe vores venlige højdespringer - og tilmed har en sød tand efter småpiger og dén slags. Nu må Sophie på banen, og snart er hun og venligkæmpen (der lyder navnet BFG for Big Friendly Giant) i audiens hos selveste England dronning.

Klæbrigt effektmageri

Det står meget hurtigt klart, at Spielbergs stil er så drivende Hollywood'sk, at enver fantasifuldhed i det oprindelige forlæg af norsk-britiske Roald Dahl klæbes ind i effektmageri på alle filmfortællekunstens parametre. Med et budget på $140 mio. har der også været råd til al tænkelig og utænkelig tilplastring - for eventyrlighed opstår vel ud af masser og atter masser af computeranimation?

Tabt eventyrlighed

Nej, eventyrligheden går desværre tværtimod fløjten, og mere end noget andet bliver "The BFG" et udstyrsstykke, som man som tilskuer stort set kun betragter med den tekniske brille på. Computeranimationen er så udtalt, at der nærmest ikke er mere end en håndfuld autentiske optagelser, og det gør både mennesker, væsner, landskaber og drømme til artificielle begreber, snarere end levende fantasi.

Musik-overplastring

Helt efter Spielberg-bogen er nærmere 90 % af hele herligheden smurt ind i veterankomponisten John Williams' varemærke-cyklusmusik. Der er reelt set ikke en stemning i filmen, der ikke akkompagneres af (uheldigvis flade, kedelige) toner. Når der er vand, der falder, får vi en trille i nedadgående skala, når der flyver en lysende drømmekugle gennem luften får vi en "sprælsk og magisk" akkord. Meget kvælende for filmen - heller ikke her befordrende for (børns) fantasi.