Pee-wee's Big Adventure (1985)
En barnlig mand med rød butterfly får stjålet sin cykel og sætter i dén grad himmel og jord i bevægelse.
INGEN BALANCE
Den siden så navnkundige, farvestrålende og grænsesøgende Tim Burton spillefilmsdebuterede her som instruktør. Med en meget skæv, grænsende til hysterisk, komedie om den håbløst barnlige og jakkesætsklædte Pee-wee, det får stjålet sin cykel og må så grueligt meget igennem.
Indpakningen spiller hovedrolle
Det er en simpel historie, hvor indpakningen spiller den helt store hovedrolle. Oceaner af eventyrkoreograferede scener – krydret med en tur ind i det allerhelligste på Warner Bros.' studier – udgør filmens fremdrift mere end noget andet.
Ingen balance
Men hvor Burton i mange af sine senere film finder balancen mellem fest, farver og koreografi, har debutfilmen markante slagsider mod det, man vist godt kan tillade sig at kalde det outreret overdrevne.
Barnlige ansigtsgrimasser
For Pee-wees mange barnlige ansigtsgrimasser og særlige krukkegrin bliver meget hurtigt et unødvendigt ekstremt fortællegreb for Burton og hans hovedrollespiller Paul Reubens. Overraskende i starten, ulideligt i længden.
Outreret fortælling
I takt med at Pee-wee bliver mere og mere desperat efter at finde sin cykel, forfalder Burton også til mere og mere outrerede fortællemæssige greb, så vi til sidst havner i det helt håbløst lagkagekomiske, komplet med udtalt indsovsende musik og cirkuslignende koreografi.
Efterfulgt af tv-serie
Paul Reubens har en lille håndfuld scener, hvor det ultrabarnlige ansigtsskæreri rummer en form for charme, men ikke til en helt spillefilm. Tankevækkende nok produceredes efter filmen fra 1986-1991 en tv-serie i 50 afsnit, hvor Reubens fortsatte sine grimasser og eventyr i det mindre format!
En klar indikation
Ikke nogen gennemhåbløs debutfilm, men set i forhold til det efterfølgende Burton-værk i sandhed en både naiv og uafstemt grønskollingeprodutkion. Vi får dog et helt igennem klart billede af, hvor instruktøren er på vej hen, og forståeligt nok fik Burton her helt fra start et trofast og applauderende publikum. For skævt og anderledes er det, det kan man ikke tage fra filmen.
Anmeldt i 2016 af Tobias Lynge Herler
© Philm.dk 1992-2024
Fakta om filmen
1985, USA, Farce, Komedie, 91 min.
Dansk titel: Pee-wee's Big Adventure- Paul Reubens (Pee-wee Herman)
- Mark Holton (Francis Buxton)
- Diane Salinger (Simone)
- Phil Hartman (Reporter)
- James Brolin (James Brolin)
- Tony Bill (Terry Hawthorne)
- Luis Contreras (Biker)
- Carmen Filpi (Hobo Jack)
- Monte Landis (Mario)
- Professor Toru Tanaka (Butler)
- Elizabeth Daily (Dottie)
- Tom Willett (Diner Patron)
- Sunshine Parker (Hobo)
- Et angiver en særlig god præstation
- Et angiver en særlig dårlig præstation