The Equalizer (2014)

Baseret på 80’er-tv-serien af samme navn, komprimeres selvtægtstemaet her til godt to timers actionmættet Hollywood-krimi med genrespecialisten Antoine Fuqua ved roret.

Stoisk ro?

Denzel Washington spiller den stoisk rolige enkemand Robert McCall, der arbejder fuld tid i et byggemarked og egentlig bare passer sine små og store rutiner uden ret mange udsving.

Hævnen er sød

På sin stamcafé lærer han en ung prostitueret kvinde at kende, og da han nu får meget direkte indsigt i, hvordan de russiske mafia-alfonser behandler hende, vækkes Roberts gamle jeg til live.

Enestående dræber

Robert er nemlig en enestående dræber, der kan meje hele flokke af truende revolvermænd ned uden at blinke. Helt hvorfor han har disse evner, skærer filmen ikke ud i pap, men det står klart, at han nærmest har et våben på hver en finger – i overført betydning – og at det er umuligt at overmande ham.

Pokerfjæsets mester

Washington er det rigtige valg til denne filmiske opdatering, især fordi han er pokerfjæsets mester, og dét har Robert om nogen – også mens han slår ihjel. For ham er det bare ”en dag på kontoret”, også selvom blodet flyder. Så længe det er de onde, der kommer ned med nakken, er alt i orden.

Ekstraordinært klichémættet

”The Equalizer” er – ganske som ventet – en uhørt forudsigelig og samtidig ekstraordinært klichémættet actionfilm, hvor usandsynlighederne står på nakken af hinanden... men i underholdningens tjeneste.

Teknisk meget højt niveau

Antoine Fuquas iscenesættelse er teknisk på et meget højt plan, og det udjævner til en vis grænse de mange platheder og den ekstreme volds overdrivelser. Den tekniske lækkerhed er således filmens "stilistiske equalizer", hvor Denzel er retfærdighedens.

Ikke meget personlig touch

Rent visuelt og formmæssigt står filmen stærkt, ikke mindst fordi Mauro Fiores flotte fotografering har sørget for smaskvåde Boston-gader til snart sagt hver en scene. Der er dog ikke meget personlig touch over herlighederne.

Oceaner af musik

Musik er der til gengæld regulært oceaner af, og det skyller ind over begivenhederne fra første scene med druknende effekt. Særligt i den tilspidsede og ekstremt overdrevne slutsekens tager alle vulgære virkemidler overhånd, komplet med rockmusik i alle kanaler. Marton Csokas har en håndfuld fine scener som den slikkede superskurk Teddy.