The Gift (2015)

Skuespilleren Joel Edgertons spillefilmsdebut som instruktør er - lidt uforståeligt – hyldet af både anmeldere og publikum. For nok er Edgertons manuskript betændt og lettere mystificerende, men det er dæleme også klichémættet, så det damper ud af alle filmporer.

Idyl i fare

Jason Bateman og Rebecca Halls unge par, Simon og Robyn, har netop købt hus med planer om familieforøgelse. Men det kommer snart til at knibe med idyllen, da Simons gamle klassekammerat, Gordo, spillet af instruktøren selv, melder sig på banen.

Fortidens små & store synder

For Simon bliver Gordos facon hurtigt påtrængende, mens Robyn er mere venligt stemt. Langsomt afdækkes fortidens små og store synder, og Robyn begynder at indse, at der måske kan være tale om gammel strid – og at hendes mand forsøger at dække over fortiden.

Forudsigelig skabelon

”The Gift” opererer i en fuldkommen forudsigelig skabelon, både hvad angår de narrative greb og i formidlingen af den tiltagende faretruende historie. For selvom plottet er plumret og kan bevæge sig i flere mulige retninger, har i hvert fald den erfarne tilskuer gennemskuet opbygning og plot twists meget tidligt i filmen.

Elegant stil

Den visuelle stil er elegant og fløjsblød i Eduard Graus rolige fotografering med meget omhyggelig anvendelse af lys og skygger. Edgerton instruerer således med et pænt overskud, og det er filmens primære force, at den ikke springer for meget, bliver jappende eller anmassende.

I klichéernes andedam

Men det psykologiske drama har slet ikke den fornødne styrke og kant til at bringe filmen ud over (Hollywood)klichéernes lille andedam, og der svuppes lidt ubehjælpsomt og rutinepræget rundt i andemaden.

Helt igennem forventeligt

Ingen af de tre hovedrollepræstationer bidrager med andet end det forventelige. Edgertons i hvert fald formodede skurk er underspillet til det apatiske, mens Jason Bateman og Rebecca Hall er småkedelige stereotyper i et ægteskab i kæntringsfare.

Ingen fantasi

Der er for meget musik i helheden, og det hjælper ikke filmen, der i forvejen kæmper for overhovedet at finde balance, fornuft og følelse i et plot uden nogen form for fantasi.