Sully (2016)

Rendyrket hyldestfilm, der ligger lige til højrebenet for Clint Eastwood. Her får vi luksusmenuen af al ære og respekt, og filmen hører med sine blot 96 minutters spilletid til blandt instruktørens kortere værker.

Møde med næbdyr

I 2009 fløj et passagerfly direkte ind i en større flok næbdyr, og begge motorer satte ud over New York. Nu var det op til kaptajn Chesley Sullenberger at handle hurtigt, og han besluttede at lande i Hudsonfloden.

Mirakuløs landing

Mirakuløst overlevede alle 155 ombordværende, men da sagen efterfølgende skal behandles af alle mulige instanser, sås der tvivl om Sullenberges handling. Man simulerer sig frem til, at han sagtens kunne have landet flyet sikkert i en lufthavn, men kan det nu også passe?

Vamle violer

Det er en film fortalt i de vamle violiners sfærer, og Eastwood er i sit mest amerikansk-patriotiske udfoldelseshumør, med alt hvad det indebærer af rosenduftende romantiseringer, hårdt optrukne stereotypiseringer og nuttet hommage-musik.

Wauw-effekter

Men pusten tages alligevel ikke helt fra den dramatiske begivenhed, bl.a. fordi selve styrtet og dets oplagte wauw-effekt står temmelig skarpt og velafmålt. Her rejser hårene sig i nakken – flyskrækken er universel, og her blusser den for fuld sol.

Grimt animeret

De visuelle effekter er generelt af høj klasse, dog med undtagelse af flykroppens møde med Hudsonfloden. Denne for handlingen centrale kontaktflade er mærkværdigt grimt animeret, mens resten af det svævende mareridt står knivskarpt.

Snævre udfoldelsesmuligheder

Gråsprængte Tom Hanks gør en fin figur i titelrollen og flankeres af en veloplagt Aaron Eckhart i rollen som kopiloten Jeff Skiles. Til gengæld er det digre birollegalleri præget af meget snævre udfoldelsesmuligheder, og man korser sig over de talrige kunstige madammer og retskafne jakkesæt.

Sødladent

Musikken er sødladen. Den er fraværende i lange passager, heldigvis, men ind imellem tager den til og dynger hele filmen over med de nævnte vamle violer. I filmens epilog kammer det helt over i selvsmageri, hyldest og eksistentiel perspektivering, som kun amerikanerne kan servere det.