Still Alice (2014)

I 2015 gik Oscar-statuetten for bedste hovedrollepræstation til hele to skuespilleres portrætter af en alvorligt syg person. Denne films hovedrolleindehaver Julianne Moore for sit portræt af den Alzheimersramte Alice. Og Eddie Redmayne for sin udlægning af den ALS-ramte forsker Stephen Hawkin, i filmen The Theory of Everything (2014). Næppe en tendens, men et sammenfald, og begge præstationer har da også pondus, dog klart mest i retning af Redmayne.

Tegn på glemsomhed

Julianne Moore spiller universitetsprofessoren Alice Howland, der ret hurtigt i filmens handling viser tegn på glemsomhed og opsøger læger og specialister. Snart står det klart, at Alice har Alzheimers, selvom hun kun er 50 år og på toppen af sin karriere. Og ikke nok med det. Det er en meget sjælden afart af sygdommen, hvor børnene tilmed er i højrisiko for at arve den og give videre til næste generation.

Et barsk tema
Selvsagt et meget hårdt slag for Alice og kernefamilien – og et barskt tema at få kastet op på det store lærred. Der er noget på hjerte, og potentialet er stort. Men "Still Alice" leverer kun den ægte vare i form af psykologisk indlevelse til en vis grænse. Resten af filmoplevelsen bliver hæmmet af sukret amerikansk kliché og tilsvarende skuespil med slagside.

Afhængig af Julianne Moore
Filmen er hundrede procent og mere til afhængig af Julianne Moores præstation, og det er ganske enkelt for følelsestung en rolle at lægge på hendes skuldre. Formidlingen kammer over i det krukkede snarere end det mentalt krybende, selvom det mærkes, at hun virkelig prøver at leve sig helt ind i hæslighederne.

Ikke helt naturlig
Det er selvfølgelig en smagssag, og Oscar-komitéen var vild med formidlingen. Men nogen helt igennem naturlig præstation er Moores Alice Howland desværre ikke. I familieroller finder vi kedeligt forudsigelige stereotyper uden kant: Alec Baldwin er ærgerligt tam som Alices mand, ligesom den sprødt sammensatte børneflok spænder fra det ultrasukrede til det forudsigeligt rebelske, uden at det slår de nødvendige gnister for filmoplevelsens ægthed.

Nogenlunde afdæmpet musik
Ilan Eshkeris musik er nogenlunde afdæmpet, men dog med en sukkersød tone. Fordelen er, at instruktørparret klogelig har udeladt musik i mange af de højspændte scener, hvor sygdomshelvedet for alvor står malet i centrum af lærredet.

Tåger ud ad en tangent
Det går allerbedst for Julianne Moore, når hun skal tåge lidt ud ad en tangent. Som fx da hun vågner groggy på sofaen, mens familien snakker om hendes fremtidige skæbne, eller i filmens nogenlunde velvalgte slutning, hvor datteren overbringer et kærlighedsbudskab med perspektiv.