Theory of Everything (2014)

Følelsesregistret strækkes ud over det sædvanlige i James Marshs filmatisering af Jane Hawkings biografiske bog, "Travelling to Infinity: My Life with Stephen". Dén Stephen, hun skrev sin bog om, er videnskabsmanden Stephen Hawking. De to nåede kun lige at blive stormende forelskede, før han fik den skræmmende diagnose, nervesygdommen ALS.

En lille håndfuld årtier
"The Theory of Everything" strækker sig handlingsmæssigt over en lille håndfuld årtier, fra Stephens kejtede studietid i 1960’erne til det definitive liv i kørestol med talecomputer. Da han får diagnosen, giver lægerne ham et par år at leve i, og Jane er mere end indstillet på at være ved hans side i den tid, de har tilbage sammen.

Udfordringen vokser
Som årene går – og der går mange flere end ventet – vokser udfordringen for Jane. Hun er nødt til at bede om hjælp til at passe Stephen, men først skal han være indstillet på det, og det er ikke nogen nem opgave.

Grusom diagnose
Filmen kommer stærkt og overvejende troværdigt under huden på en af de mere grusomme sygdomme. Det skyldes ikke mindst, at lidelserne aldrig udpensles, men mere antydes på et psykologisk plan, hvor Stephens strabadser med både sig selv og det sociale står knivskarpt i det usagte.

En kraftpræstation
Her er Eddie Redmaynes Oscar-vindende hovedrollepræstation af helt afgørende betydning. En kraftpræstation fuld af troværdig afmagtsfølelse mere end noget andet – og en meget akkurat fortolkning af den virkelige Hawkings liv. Redmayne mødtes en enkelt gang med Hawkings og tilbragte desuden en del tid sammen med ALS-patienter for at forberede sig på rollen.

Det største skulderklap
Det største skulderklap til Redmayne (ud over selvfølgelig Oscar’en) var Hawkings glæde over filmen og portrættet af ham. Han kunne i dén grad genkende sig selv, i hvert fald i nogle af scenerne.

Ærligt og intenst
Det er langt fra let at portrættere en syg eller handicappet troværdigt, og på forhånd er der ofte en bekymring, om film og præstationer kan få slagsider. Men det sker aldrig hér, og hermed er filmens overordnede succes sikret. Det er ærligt og intenst til sidste scene, og Hawking levede mod alle odds helt frem til 2018.

Tid på flere niveauer
En af de mere problematiske sider ved "The Theory of Everything" er tid. Filmen omhandler tid på flere niveauer. Hawkings forsker i tid og rum, filmen udspiller sig over mange år, Hawkings har ikke meget tid tilbage... siger alle statistikker. Men hvor verden forandrer sig, forbliver Stephen og konen unge af udseende.

Både godt og skidt
Filmen har således ikke gjort sig anstrengelser for at gøre parret ældre, og det er både godt og skidt. Godt, fordi vi så slipper for pinlig alderssminke, skidt, fordi det hiver en pæn del af troværdigheden ud af historien. I helheden skal det dog ikke være det, der får filmoplevelsen til at tippe.

Melodrama med stort m
Filmen er i vid udstrækning et melodrama med stort m. Fra første scene fornemmes det, hvad filmen vil. Det er kærligheden, smerten og afmagten fortalt i en regulær mainstream, hvor alle kan være med. Det former en filmoplevelse i de store visuelle favntags magt: Episk og billedskøn fotografering i smukke Cambridge-omgivelser, og – ikke mindst – rigelig med underlægningsmusik af Jóhann Jóhannsson, så tilskueren i hvert fald aldrig kommer "i tvivl" om det skæbnesvangre ved begivenhederne.

Ærgerligt sødladen
Og det er ærgerligt med den sødladne indpakning, for det forstyrrer noget af ærligheden og giver filmen en lidt for glansbilledagtig tone, når nu temaets barskhed havde kunnet fortælle en langt smukkere og mere tankevækkende historie ved at stå mere alene i sin egen stille puls.